Velkommen til Uffe & Lene Væsels univers

           ENDELIG ER VI VED AT LÆGGE SIDSTE HÅND PÅ VORES TUR TIL CUBA….BILLEDER OG DEN SIDSTE TEKST ER PÅ VEJ 🙂

Cuba november 2014

Mandag den 10. november

Dagen og dermed vores rejse til Cuba startede temmelig tidligt for os, for da klokken slog 4.00, ringede vækkeuret og så var det bare ud af fjerene for hr. og fru Væsel. Efter en kop kaffe og så’n var vi relativt vågne og klar til at komme af sted. Vi havde allieret os med vores søde nabo Thomas, der havde sagt jow jow til at køre os til Karup. Her nåede vi også lige en lille kop kaffe, inden vi fløj af sted mod Kastrup. Her skulle vi mødes med resten af rejseselskabet og vores danske rejseleder Brian. Og helt ærligt, så var vi da lidt spændte på at se, hvem vi skulle rejse med. Efter at være blevet samlet alle 16 mand, måtte Uffe stille konkludere, at han da nærmest var den eneste til at trække aldersgennemsnittet nedad (det var fruen nu ikke helt tilfreds med). Men med andre ord var det altså ”senior klubben”, vi skulle af sted med……ikke for at sige et ondt ord om dem, vel at mærke.

Første etape, som jo var vores anden etape, gik til Paris, hvorfra vi skulle flyve direkte videre til Havana. Det gik bare ikke lige så glat, som man kunne håbe. Det viste sig nemlig først, at alle passagerer skulle med bus fra terminalen til flyet….og det tog ualmindelig lang tid, hvor folk/vi stod udenfor og frøs og ventede på, at bussen skulle komme efter næste hold. Vel ombord på flyet og meget klar til at komme i luften, løb vi ind i næste hurdle. En passager havde nemlig glemt sit pas henne i check in skranken og det tog en times tid at få lokaliseret passet og tilsvarende at få det bragt ud til flyet.

Endelig kom vi i luften, hvor både hr. og fru Væsel formåede at kæmpe sig igennem ikke mindre end fire film hver. Der var nemlig ikke planlagt nogen soveperiode på turen, så vi var ved at være fuldstændigt skæve i hovederne af træthed. Men på Cuba er de seks timer bagud, så vi måtte bare pænt holde os vågne. Vi fik da også futtet lidt rundt i flyet, hvor nogle af toiletterne i øvrigt blev låst af – formentlig fordi, der var nogle, der røg derude. Efterfølgende var der en flok voksne russiske kvinder, som havde fået lidt mere end rigeligt at drikke, som tumlede lidt rundt og fik læst og påskrevet af flypersonalet, at de IKKE kunne få mere at drikke.

Nå vi kom frem uden yderligere tummel og kæmpede os igennem paskontrollen, hvor alle blev spurgt til, om vi havde været i nærheden af en Ebolaramt område eller om vi havde været i USA indenfor den sidste måned, så blev vi fotograferet og alle sider i vores pas blev omhyggeligt bladret igennem. Det tog nok en time eller mere for os at komme igennem og vi var de hurtigste i selskabet. Vi slap heldigvis igennem uden forbehold, fandt vores kufferter og stillede os til at vente på resten af selskabet i ankomsthallen….og vi ventede og vi ventede og vi ventede. Der gik vel en time eller mere, inden vi endelig var fuldtallige. Så blev der ventet lidt længere i køen for at veksle penge til turistmønten, som hedder ”pesos convertible” – eller ”CUC”. De lokale bruger ”pesos”. Til sidst ventede vi så kun på Uffe, der ikke helt kunne gennemskue om folk bare snød forbi ham, eller hvad det var, der lige skete rundt om ham. Da pengene var vekslet, var det bare ind i bussen og af sted mod hotellet i Habana. Her landede vi kl. 22 lokal tid. Og lægger man seks timer til, vil den talkyndige hurtigt kunne regne sig frem til, at så var klokken 4.00 i Danmark. Jeps, præcis 24 timer efter, vi var stået op, kunne vi indtage vores værelse med udsigt over Atlanterhavet og næsten bogstavelig talt vælte i seng. Søvnen var dog lidt til og fra, for efter bare et par timer var vores indre vækkeur overbevist om, at vi var i Danmark, klokken var 06.00 og dermed på tide at stå op….not!

Tirsdag den 11. november

Vi ”holdt ud” indtil klokken 6.00 lokal tid og efter et umanerligt koldt morgenbad, var vi bare klar til morgenkaffen. Og mens vi så sad der og forsøgte at få det værste spindelvæv rystet ud af hjernen, kom en lille og ganske gammel mand ind i restauranten og begyndte at spille harmonika. Og ikke nok med det – han gik også en runde blandt gæsterne og spurgte, om der mon var et lille nummer, vi gerne ville høre. Det er da skønt (selvom det også var lidt højt). Kl. 8.30 var der fællessamling på terrassen, hvor Brian gennemgik programmet for vores tur og vi fik budt ind med, hvad vi hver især havde med af gaver til de steder, vi skulle besøge. Her må vi jo lige sende en tak til Ibbermanden og Lene, der leverede to stk. mobiltelefoner og til Lenes mor, der leverede en mobiltelefon. De blev taget imod med kyshånd. Nogle havde også tøj, sko, stof og legetøj med. Vi havde også selv en hel pose med shampoo, sæbe, kuglepenne og lightere med – som er noget af det, de mangler herovre.

Dagens program var herefter, at vi skulle ind til det gamle Habana og høre noget om øens historie, om revolutionen, Che Guevara, Fidel Castro og alle de andre. Det er unægtelig en spændende historie, de har her på øen og vi må sige, at Brian er et sandt leksikon, når det kommer til historien her. Og det var en ganske informationstæt dag, som vi ikke kan huske det halve af i skrivende stund. Vi fik også trasket lidt rundt i det gamle Habana, hvor der sad (til udstilling) de her gamle kvinder med cigarer på størrelse med, ja vi ved ikke hvad….de var dælme store! Der er en ret afslappet og tilbagelænet stemning i byen, som var meget tiltalende for os. Vi var også inde på det gamle mafiahotel ”El National”, som emmede af historie, gamle dage og den storhedstid, der var her den gang. Det var med oprindelige elevatorer, med pil udfor etagerne, masser af fotos af alle de berømtheder, som havde boet der (altså bortset fra alle mafiafolkene). Vi fik frokost inde i byen og Uffe og fruen bestemte sig for, at så skulle de da nok lige have den første Mojito (ja, I læste rigtigt – vi ville have spiritus og det allerede om formiddagen). Men for pokker den var stærk! Så efter et par slurke og nogle host gav vi op og holdt os til vand resten af formiddagen.

OLYMPUS DIGITAL CAMERAOLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERAOLYMPUS DIGITAL CAMERAOLYMPUS DIGITAL CAMERAOLYMPUS DIGITAL CAMERAOLYMPUS DIGITAL CAMERAOLYMPUS DIGITAL CAMERAOLYMPUS DIGITAL CAMERAOLYMPUS DIGITAL CAMERAOLYMPUS DIGITAL CAMERAOLYMPUS DIGITAL CAMERAOLYMPUS DIGITAL CAMERAOLYMPUS DIGITAL CAMERAOLYMPUS DIGITAL CAMERAOLYMPUS DIGITAL CAMERAOLYMPUS DIGITAL CAMERAOLYMPUS DIGITAL CAMERAOLYMPUS DIGITAL CAMERA

Efter frokosten kørte vi ud til Cojimar, som er stedet hvor Hemingways stamværtshus ”La Terrazza” ligger, og hvor vi selvfølgelig alle sammen måtte have et glas af hans yndlingsdrink en ”Daiquiri”. Det var så lige dagens anden drink!!! Det var på selvsamme sted, at Hemingway efter sigende fik idéen til ”Den gamle mand og havet”. Herefter stod den på en tur hen på revolutionspladsen, hvor Castro har holdt de her taler for en million mennesker. Brian har boet her på øen i to år tilbage i slut 80erne og har oplevet det ved flere lejligheder og siger, at det var en stor oplevelse at overvære. Og folket elsker Castro. Sammen med Che Guevara og Chaves?? har de tre nærmest opnået helgenstatus. Det/de er selvfølgelig også blevet dyrket her. Men blot som eksempel fik vi at vide, at da Che Guevaras jordiske rester kom tilbage til øen og til Habana passerede ikke mindre end 5 millioner cubanere forbi hans kiste på en uge! Che Guevara var i øvrigt argentiner og døde i Bolivia, hvor hans kiste blev hentet.

OLYMPUS DIGITAL CAMERAOLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERAOLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERAOLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERAOLYMPUS DIGITAL CAMERAOLYMPUS DIGITAL CAMERAOLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERAOLYMPUS DIGITAL CAMERAOLYMPUS DIGITAL CAMERA  OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Vi vil formentlig afholde os fra at kaste os ud i en lang forklaring og fortælling om Cubas historie. Der er simpelthen så meget at fortælle, at vi giver op på forhånd – men det er altså en vildt spændende historie, de har. Det er jo en helt anden verden, end den vi befinder os i – med nogle helt andre problemstillinger, end dem vi synes, der fylder meget i lille Danmark. Og så siger vi ikke mere om det! Dagen sluttede på hotellet i en buffet, som man i hvert fald ikke slog sig på, fik blå mærker af eller andet i den retning. Cubansk mad er sgu lidt tamt i det, selvom man kunne forestille sig, at det indeholdt en masse spændende krydderier. Men nixenbixen, det gør de ikke noget i. Efter middagen landede vi i baren med et par af de andre og gudhjælpemig om ikke, vi fik en drink mere (en lille mojito) og så var det bare på hovedet i seng!

OLYMPUS DIGITAL CAMERAOLYMPUS DIGITAL CAMERAOLYMPUS DIGITAL CAMERAOLYMPUS DIGITAL CAMERAOLYMPUS DIGITAL CAMERAOLYMPUS DIGITAL CAMERAOLYMPUS DIGITAL CAMERAOLYMPUS DIGITAL CAMERAOLYMPUS DIGITAL CAMERAOLYMPUS DIGITAL CAMERAOLYMPUS DIGITAL CAMERAOLYMPUS DIGITAL CAMERA

Vi mangler vel egentlig også at fortælle, at der ”bor” to hunde lige udenfor hotellet, som vi har døbt henholdsvis Gammelmor og Lillebror. Lene er selvfølgelig, og som forventet, i fuld gang med at fodre dem, så de kommer bare tonsende i fuldt firspring, så snart vi går ud i haven. De er rigtig rigtig søde og elsker at blive nusset på den måde, som kun en rigtig hundeelsker kan nusse på.

Onsdag den 12. november

Igen var vi tidligt oppe og nåede at få to helt fantastiske og tilpas stærke kopper cappucino inden morgenmaden. De var af sådan en kaliber, at spindelvævet næsten blev rykket helt væk. Igen blev morgenmaden akkompanieret af vores ven med harmonika. Ikke at han opnår den største anerkendelse for sin indsats på det tidspunkt. Men vi nynner da med på ”As times goes by” og andre klassikere. Gammelmor og Lillebror skulle naturligvis også lige have dagens ration af ost og kiks, hvorefter vi i samlet trop drog af sted mod en grundskole i området. Der gik børn fra børnehaveklasse og til 6. klasse. Her blev vi modtaget af skolelederen – en ganske karismatisk kvinde og alle ungerne. Nogle af børnene underholdt med sang, digte og musik, og de var så søde! Desværre så vi en lille dreng, en af den slags, som Lene er ved at skrive sin bog om, altså en lille dreng med et rigtig lavt selvværd og med strategien perfektionisme. Så da han lavede en fejl i sit digt (som vi jo ikke forstod en disse af alligevel), blev han først rigtig sur på sig selv og så dybt ulykkelig…..helt sikkert med overbevisningen om, at han var en fiasko. Det var sgu hjerteskærende for os empatiske sjæle at overvære.

FMC, den cubanske kvindeorganisation

Kulturhus – med masser af aktiviteter for både store og små. Vi så en gruppe helt små piger (mellem 3 og 6 år) lave ballet – eller noget, der ligner + keramikværksted og tegnegruppe. Et kulturhus i hver kommune.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERAOLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Afro-cubansk aften på hotellet, som vi ikke hørte så meget af, for vi var en smule trætte i betrækket.

I kø – ultimo, så man ved, hvem der er før en og den sidste. Og her har vi nok forklaringen på, hvorfor Uffe ikke helt kunne gennemskue køkulturen eller finde ud af, om nogen bare snød foran ham, da han vekslede penge ved ankomsten.

Gamle amerikaner biler – i alle kulører og i forskellig stand. Vi skal helt sikkert ud at køre i en og cruise rundt i Habana med en ordentlig havanneser i mundvigen. De er helt fantastiske at se på og lyden fra dem varierer en del. Der er vist mange forskellige motorer i dem.

OLYMPUS DIGITAL CAMERAOLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERAOLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERAOLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Vi har kigget på og købt en enkelt cigar i hotellets butik. Deres allerbedste cigar hedder Cohiba, som vi klart vil have nogen med hjem af. Vi kan da lige til orientering sige, at sådan en rigtig god Cohiba cigar koster 300,- kr. i Danmark. Og ja, det er for EN cigar….host host siger vi bare!

Torsdag den 13. november

Her til morgen var der flyttedag på hotellet, forstået på den måde, at vi i dag skulle forlade Habana for at køre i retning af Vinales, Pinar del Rio. Det var meget interessant at komme ud af byen og se noget mere af øens landskab. Vi fulgte motorvejen mod Vinales. Eller i hvert fald dét, de kalder en motorvej. På vejen passerede vi henholdsvis biler, lastbiler og motorcykler – som forventet. Men herudover var der masser af hestevogne, cyklister og ventende folk på vejen. De gik ligesom bare rundt – også hen over vejen – og ventede på at blive samlet op af busser. Vi kan derfor konkludere, at her vil vi sagtens kunne cykle, for ingen veje er hellige for bilerne. På ruten passerede vi selvfølgelig en del marker med sukkerrør. Tidligere var der på Cuba monokultur, så sukkerrør var det eneste de dyrkede. Resten fik de via Sovjetunionen. Det har jo ændret sig og nu er de næsten selvforsynende. De forventer at være fuldt selvforsynende ved udgangen af 2014, hvilket jo er lige om et øjeblik – og forventer at nå det mål. Derfor så vi også rismarker og bønner på vores vej. Her er selvfølgelig også masser af tobaksmarker især omkring Vinales.

OLYMPUS DIGITAL CAMERAOLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERAOLYMPUS DIGITAL CAMERA  OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Dagens første stop var da også hos en lokal tobaksbonde, hvor vi var inde i et tørrehus og så, hvordan de hængte tobaksbladene op. Det er en hel videnskab at sætte sig ind i, for det betyder rigtig meget hvor længe de hænger, ligger ude, om de er skærmede på marken osv. Vi fik nogle tobaksfrø med der fra, så vi skal dyrke tobak til næste år og hvem ved, om vi begynder at rulle cigarer.

Herefter kørte vi videre ind til Pinar del Rio, hvor vi besøgte en lokal romproducent. De laver en lokal rom, hvor de tilsætter sortbær, som vi prøvede at smage. Vi sluttede af i fabrikkens butik, hvor der var smagsprøver på den lokale rom. Den fås i en sød og en tør udgave – og den søde smagte ski da ligesom saftevand og kostede 23,- kr. Inden vi fik set os om, havde hr. og fru Væsel pludselig købt tre flasker rom. Ja, det giver j bare så god mening med ALT det alkohol, vi drikker. Nå, men det er jo interessant nok og lidt sjovt med noget forskellig rom, som kun produceres her, bl.a. den søde og en 11 års flaske.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Vel provianteret hoppede vi i bussen igen, der kørte os videre til en cigarfabrik, hvor de laver den helt gode og dyre Cohiba cigar. Her måtte vi ikke have hverken tasker eller kameraer med ind, for der kunne jo falde noget i tasken og resten var fabriks hemmeligheder. Vi måtte dog godt gå igennem fabrikken og så, hvordan en cigar bliver fremstillet fra start til slut. Alt er lavet i hånden og det var en vildt spændende og imponerende proces. Man forstår godt, at de koster noget, når man har set processen og har set hvor mange hænder en cigar har været igennem. Meget fascinerende og blandt andet bliver alle cigarer blæst igennem for at sikre, at der er det rigtige træk igennem dem! Og hold nu op, hvor var de cigarrullere rappe på fingrene. Vi kan så i øvrigt lige aflive en cigar myte – nej, de bliver IKKE rullet mellem lårene. Det er et attraktivt job at have på cigarfabrikkerne og tidligere var det sådan, at jobbet gik i arv i familien. Det har også altid været sådan, at de ansatte hver dag må tage to stk. cigarer med hjem, som de jo så kan sælge og tjene lidt ekstra på. Herudover må de ryge alle de cigarer, de orker, mens de er på arbejde. Der var nu ikke nogen, af dem vi så, der sad og babbede på en. Her sluttede vi selvfølgelig også med et besøg i deres butik, hvor vi købte en enkelt Cohiba i størrelse kanonslag og en lille pakke Cohiba cigarillos til Lene.

Igen velprovianterede var vi tilbage på bussen, som kørte os den sidste etape hen til hotel Los Jazmines, der ligger i bjergene ved Vinales. Og hold nu op, hvor er udsigten smuk her fra. Smuk som i fuldstændig bjergtagende og alle måtte bare stå med åben mund og polypper og imponeres. Her på hotellet går der både høns, katte og en enkelt hund rundt (i restauranten er kattene også) og med Lenes kiks i lommen, blev hun temmelig populær og fodrede et stykke tid både en hund, en kat og en høne på samme tid – de måtte jo pænt vente på, at kiksene blev fordelt mere eller mindre ligeligt, hvilket ikke var udpræget let for dem. Men de blev ikke sure på hinanden. Vores værelse ligger simpelthen så skønt med hele udsigten foran os, når vi sidder på verandaen. Vi var da også lige nødt til at sætte os ud med en cigar og en rom hver og bare nyde livet og udsigten inden aftensmaden. Lene nåede dog at få kvalme af cigaren, så det bliver nok ikke lige hende der kommer til at ryge de fleste af de cigarer, vi tager med hjem.

lene og uffe

Vi havde aftalt med Brian, at vi skulle spise sammen til aften, for hotellet er meget velbesøgt og det er ikke til bare lige at få et bord. Vi mødtes i baren inden til en lille drink inden middagen og fik snakket med nogle af de andre om nogle af de spændende steder, de har rejst. Det er et ganske berejst selskab, vi er i, og det er jo altid interessant at høre, hvor folk har været og hvad der har været mest fascinerende. Efter middagen landende vi sgu i baren igen og måtte lige have et par drinks mere! Jeps, vi er faktisk ved at blive lidt fordrukne på den her tur – men heldigvis er glassene små her.

Fredag den 14. november

Ind til Vinales by efter morgenmaden

Omkring drypstenshule med lille sejltur

OLYMPUS DIGITAL CAMERAOLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERAOLYMPUS DIGITAL CAMERA  OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERAOLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA

OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Daskede rundt i byen og fik lidt kaffe

Valgte at gå hjem efter Brian havde sagt, at det var SÅ nemt at finde hjem til hotellet. Men igennem vildt terræn + jagtet af en ko + kvinde der ville hjælpe og så have tøj osv. Man giver, når man har lidt

Fandt hjem til sidst – men var lidt bekymrede for de andre. Vi slap for at sende redningshold ud.

Hele tiden mødes i baren, som har sat skred i vores alkoholindtag

Fællesmiddag i restauranten

Lørdag den 15. november

Igen i dag flyttedag. Vi kørte fra Vinales mod Trinidad – lang tur, der tog hele dagen. Ca. 500 km.

Motorvejen – nogle steder tresporet uden midterrabat. Lavet til, at man kunne bruge den som fly landingsbane efter krisen i Svinebugten/1961, hvor lufthavne var bombet i smadder.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Masser af plantager med sukkerrør.

Tvungen samkørsel – en mand står og noterer, hvor folk skal hen og topper de statsejede biler, der skal tage andre med op at køre. Nogle betaler sig fra at køre med dem, der har egne biler – og når der betales med CUC kan meget lade sig gøre.

En lidt mat stemning i bussen også fra Brians side.

Selvfølgelig en lille hund, som skulle fodres på et af vores stop.

Noget surrealistisk oplevelse, at der er så mange hestevogne på motorvejene. Passerede ret mange, som var pyntet op – der var træf, ligesom når vi laver motorcykeltræf i DK.

Sidst på dagen ramte vi så Trinidad og dermed det caribiske hav. Vi blev indkvarteret på ”Siloen”, som Brian kaldte vores hotel. Det er er all inklusive hotel 12 km udenfor Trinidad og det er sgu heller ikke ret kønt. Men det ligger lige ud til det caribiske hav, hvilket hjælper på det.

Landede i strandbaren til den smukkeste solnedgang ever + med pina coladas, som var så stærk, at vi begge to næsten dinglede fra baren – videre til næste bar og næste drink inden middagen. Og var nede og dyppe tæerne i det caribiske hav.

Fællesmiddag i fiskerestauranten og så ellers på hovedet i seng – vi var trætte efter den lange køretur og vi savner vores cykler (og Minnie).

Søndag den 16. november

Ud at lede efter morgenkaffe – fandt det i den ene bar, som ligger lige udenfor ”folkekøkkenet”, som den fælles spisesal er blevet kaldt.

Interessant at se, hvordan folk opfører sig, når der er gratis mad. De løber nærmest ind i skubber til hinanden – som var der hungersnød. Og vi kan jo ligesom spise alt det, vi orker hele dagen lang. Vi endte med at spise i strand baren, hvor vi kunne sidde udenfor og hvor der ikke var så mange mennesker. Og med udsigt ud over det caribiske hav, som er en ganske fin kulisse til sådan et måltid.

Efter morgenmaden kørte vi i samlet flok ud til en smuk udsigtspost ved den bjergkæde, som deler øen. Bagefter ud til en sukkermølle, hvor vi (selv Uffe) kravlede op i et udkigstårn på 46 m. Inden fik Lene lige en fugl på hovedet – formentlig en form for falk. vi fik lov til at presse sukkervand af et sukkerrør og det er ret imponerende, hvor meget væske, der er i et sukkerrør. Af resterne bliver der lavet dyrefoder + papir + cigaretpapir, som skulle smage lidt sødt.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA  OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Så var det ind i bussen igen og ind til selve Trinidad, hvor vi hørte lidt om byens historie med slaver, sukkerplantager og pirater. Efter det var vi inde at høre ”De gamle mænd” spille det mest fantastiske musik på en lille bar. Vi købte deres cd og fik den signeret af alle sammen – mest for sjov. Den ældste er 93 år og var vist mest med for et syns skyld. Han sad og spillede lidt med på sin violin, når han altså ikke lige havde tabt strengen. Skøn oplevelse.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA  OLYMPUS DIGITAL CAMERAOLYMPUS DIGITAL CAMERAOLYMPUS DIGITAL CAMERAOLYMPUS DIGITAL CAMERA

Med spjæt i benene gik vi videre hver for sig og vi landede på en lille musikcafe, hvor vi fik frokost. Det vil sige, vi delte vores sandwicher og vand med en skrækkelig tynd og forskræmt hund, der bare var så sulten og ikke mindst så tørstig, at den næsten drak en halv liter vand. Det var lige før, den selv kunne drikke af flasken. Så det var dens heldige dag, for der var jo også kiks i tasken og da vi mødte den senere, kunne den kende os og kom hen og blev klappet lidt.

Der er en fantastisk stemning i byen, der er som taget ud af en film om sukkerbaroner, slaver og pirateri. Men får en klar fornemmelse af historien ved at gå rundt i gaderne. Og pludselig kom der så heste og ryttere igennem gaden – det er altså som at træde ind i en tidslomme fra fortiden.

Nå, men så var det, at vi fik den tossede idé, at vi ville gå hjem til hotellet, for vi trængte bare til at bevæge os efter at have siddet i bussen hele dagen i går. Brian havde peget retningen ud og vi bevægede os i den angivne retning. Spurgte en lokal på vores vej, der sagde, at vi kunne gå enten til venstre eller lige ud. Vi valgte at gå lige ud, for det var den retning, som vi var i – og den lokale mand spurgte godt nok, om vi virkelig mente, at ville gå hele vejen ud til hotellet. Jeps, det var virkelig vores mening. Og vi travede og travede og travede og kom til at område, der hedder La Boca, hvor vi drejede i den retning, som vi regnede med, var den rigtige. Efter et stykke tid spurgte vi en, om den var god nok – nix, det var den ikke, vi skulle den modsatte retning. Æv, siger vi bare. Men vi vendte skuden og gik tilbage. Og vi travede og travede og travede og til sidst kunne vi skimte hotellet i det fjerne. Men hold nu op det var en lang tur – tror der var en 16-17 km.

Uffe fik en frygtelig vabel, der næsten fik hans ben til at falde af. Men vi overlevede begge to og landede i hotel baren med en lille kop velfortjent kaffe – efterfulgt af et dejligt bad. Afgang til baren og middag i den internationale restaurant med Anne-Tove og Bodil, der havde flottet sig og inviteret os på middag.

Efter middagen kørte vi ind til Trinidad igen for at komme på salsa klub. Der var en fantastisk stemning med masser af dans – mest de lokale, der dansede og så lige Anne-Tove, der bare elsker at danse. Trætte kørte vi hjem til hotellet ved 23.30 tiden og bare på hovedet i seng.

Mandag den 17. november

I dag har der været fri leg, som vil sige, at der ikke var noget som helst på programmet for os. Så vi sov helt til kl. 6.30 og daskede så ned til morgenkaffen og efterfølgende morgenmad i strandbaren og efterfølgende lidt mere kaffe. Vi havde aftalt med Anne-Tove og Bodil, at vi ville tage samlet ind til Trinidad og traske lidt rundt. Vi blev kørt derind i en rigtig gammel amerikaner bil, hvor fjedrene i bagsædet var stået totalt af for flere år siden. Så det blev bare noget af en bumletur.

IMG_1547 IMG_1546 IMG_1548 IMG_1550 IMG_1551 IMG_1552 IMG_1553 IMG_1554 IMG_1555 IMG_1556 IMG_1557 IMG_1558 IMG_1559 IMG_1560  IMG_1562 IMG_1563 IMG_1564 IMG_1565

Inde i byen nød vi bare stemningen og alle de motiver, som vi gang på gang måtte stoppe op og fotografere. Især Anne-Tove fik taget nogle billeder og er vist på nuværende tidspunkt oppe på knap 1.000 billeder. Vi fik frokost på en lille restaurant, som BR (Brian) havde anbefalet og da de fandt ud af, om vi rejste med ham, kom de med en cigar til hver af os. Efterfølgende gik vi lige over på den anden side af gaden og drak en lille øl med nogle af de andre.

Vi var også et smut inde omkring et revolutionsmuseum men var ved at være lidt trætte og overstimulerede af alle dagens indtryk. Så vi trillede hjem, slappede lidt af og mødtes med e andre i baren til en lille drink efterfulgt af middag på den internationale restaurant, hvor der også blev holdt en 70 års fødselsdag for en dansker fra et andet rejseselskab. Vi prøvede faktisk at ruske lidt op i deres fest – men de var simpelthen for sløve, så vi sagde tak for mad og satte os sammen med flere af de andre til en lille ”night cab”. Det har jo ikke været den mest indholdsrige dag, men den har til gengæld været ualmindelig hyggelig og sjov.

Tirsdag den 18. november

Igen i dag var der fri leg for hr. og fru Væsel. Der var arrangeret en sejl- og snorkle tur, som vi to landkrabber valgte fra. Derfor sov vi igen længe – næsten til kl. 7, men så kunne vi simpelthen heller ikke holde ud til at ligge der længere.

Ned at gå en tur langs stranden og besøg på hotellet ved siden af – håbede på Wi-Fi men blev snydt, så nu må vi vente til vi kommer tilbage til Habana.

Tog en tur ind til byen og traskede rundt og kom ud i yderkanten af byen, der hvor de lokale bor. Rigtig interessant at se og opleve den del af byen – det ”rigtige” Trinidad. Frokost på lille restaurant, der åbnede sig til en stor gårdhave og var rigtig hyggelig. Vi endte med at fodre firben/øgle med salat. Den kom hen og sad og kiggede på os, indtil vi smed salat ned til den, som den huggede i sig og gik igen.

Hjem på hotellet og mødes i baren med de andre før fællesmiddag, hvor hotellet havde arrangeret en festmiddag, som en man ville få på landet i det område. Superlækkert med blandt andet malanga rod, som var lavet som det, der vel bedst kan sammenlignes med små vegetariske frikadeller. De var rigtig gode. Dejlig mad og sluttede med en drink i baren. I morgen kører vi igen mod Habana, så der skal lige pakkes kuffert.

Hyggelig og lidt stille dag, som vi nok trængte lidt til.

Onsdag den 19. november

Som skrevet i går kørte vi her til morgen mod Habana. På vej dertil kørte vi over bjergene og via Mirador. Var på et smukt udsigtspunkt, hvor vi kunne se ud over hele området – og vi i særdeleshed kunne se, hvor vi var drejet forkert på vores travetur. Faktisk var vi gået i stik modsat retning af vores hotel og det et pænt stykke vej. Men smuk udsigt!

Kørte til Santa Clara og til Che Guevaras grav og et tilhørende museum. Fede fotos af både Che og Castro. Vi fik lidt mere historie om Che og hans forsøg på at ”redde verden” flere steder i Sydamerika og i Congo i socialismens navn. Han blev som tidligere nævnt henrettet i 1967 i Bolivia, hans hænder blev hugget af og blev sendt til Sovjet. Han gemte sig 6 mdr. i bjergene inden revolutionen. Gravplads og mindespark for de medvirkende i revolutionen – hvor den yngste, vi så, kun var blevet 18 år. Et kort liv og tidligt at gå i ”krig” men selvfølgelig også alderen, hvor man bare er vildt meget idealistisk. Mens vi gik rundt der, kom en lille kolibri og satte sig på en gren foran os, hoppede lidt fra gren til gren, inden den fløj videre. Meget sjovt at se sådan en lille fætter så tæt på.

Lang dag i bussen med et par enkelte stop for at få en kop kaffe osv. Landede i Habana ved 19.30 tiden, gik direkte til aftensmaden og så i seng. Det vil sige, Lene skulle lige ud at sig hej til Gammelmor og Lillebror. Meget glade for gensynet og Gammelmor synes vist, at Lene er hendes. Så lillebror fik klø, da han også ville sige hej og hun fulgte med ind på hotellet.

Regnvejr i løbet af dagen – men lige meget, når vi bare skulle sidde i bussen.

Torsdag den 20. november

Efter en lidt urolig nat med storm udenfor og bølger, der stod ind over molen, skulle der noget kaffe til.

Besøg på musikskole, hvor et par elever spillede for os. Fantastisk dygtige. Talentfulde elever bliver udtaget til at komme på skolen, der også fungere som almindelig grundskole. Kan så søge på musikkonservatoriet efterfølgende.

Lidt senere på besøg på kunstskole, hvor eleverne går i 4 år og kan søge ind på kunstakademiet til en 5 års uddannelse efterfølgende. Også her fantastisk dygtige elever. Da vi skulle køre fra hotellet, var Gammelmor dukket op og ville med Lene ind i bussen. De er bare blevet veninder.

Man kan også som udlænding tage perioder på skolen i op til et år. Lene fik e-mail adresse med i fald, hun skulle få lyst til det.

De fleste blev kørt ind til byen over middag. Desværre rigtig dårligt vejr med masser af regn og blæst.

Gik i spændende områder af byen, der hvor cubanerne bor. Tog hjem til sidst på grundt af vejret og kom til at køre med en gammel skralderkasse af en Lada, hvor han prøvede at tørre os for 20 CUC for turen hjem – men vi holdt fast og gav kun 10.

Fællesmiddag med de fleste fra gruppen og snak med Lillebror og drinks i baren før og efter middagen.

Fredag den 21. november

Morgenen startede vanen tro med at gå ned for at få en kop rigtig kaffe. Men ak og ve, kaffemaskinen var kaput, så vi måtte nøjes med kaffen i restauranten. Heldigvis fik vi selskab af Gammelmor og Lillebror og det blev kvitteret med ost og skinke fra morgenbuffeten.

Dagens første besøg gik til et behandlingssted for muskelsvind. Vi var ikke mange, der tog med for matheden er vist ved at brede sig lidt i gruppen. Vi har bare set og oplevet så meget på de knap to uger, vi har været her, at vi nærmest er overstimulerede og det føles som meget mere end to uger. Nå, vi nåede frem til stedet med hjælp fra vores lokalguide ”Ove”. Ham har vi ikke snakket så meget om, men han får vist et lille afsnit for sig selv, inden vi runder af herfra. Da vi kom frem og blev budt velkommen af stedets leder, viste det sig, at det var børn med spastisk lammelse og ikke muskelsvind, som blev behandlet der. Birgit fra gruppen (hun havde ønsket besøget), blev lidt skuffet over det, da hendes primære interesse var i det felt. Vi blev vist rundt og hilste på personale og de børn, der var der. Det var ret specielt og noget grænseoverskridende at gå rundt der – børnene kunne jo hverken sige til eller fra, så for os at se, blev det lidt at udstille børnene. Men vi forsøge at gebærde os med respekt for børnene og tog selvfølgelig ikke nogle billeder derinde.

På vej hjem til hotellet var Ove ved at selvantænde en smule omring byens historie og store tanker om filosofi og menneskers udveksling af erfaring.

Efterfølgende var vi på byens arkiv, hvor Asger Jorn har malet adskillige vægge og nogle søjler. Der blev vi vist rundt og hørte lidt om historien om, hvornår osv. Han havde malet

Vi blev mødt på hotellet af Gammelmor som nu hedder Lillepigen og hun futtede rundt med os resten af formiddagen og noget af eftermiddagen. Faktisk var hun med os henne at drikke kaffe, derefter ude at handle, hvor hun sad udenfor butikken og ventede på os (hun startede faktisk med at smutte med ind i butikken men blev vist ud), så gik vi alle tre over for at få lidt frokost og tilbage til hotellet. Der ville hun rigtig gerne med ind i elevatoren og op på værelset, men vi måtte desværre sige nej til hende og ud og ind af elevatoren nogle gange, før vi fik hende til at blive ude.

Vi skulle egentlig med på tur til et center for familier med sociale og familliære vanskeligheder – men vi trængte til lidt alenetid, så vi blev hjemme.

 Lørdag den 22. november

 

BALI, LOMBOK OG GILI ISLANDS 2013/2014

Billede 2

Sidste kapitel af vores rejse….

Alt godt har jo en ende og intet varer ved (heller ikke de stejle bakker….heldigvis) og vi nåede til feriens og dermed turens sidste dag – det var altså lidt vemodigt, for måske er det sidste gang, vi har været på Bali. Efter den sidste morgenmad på hotellet måtte Uffe hyre en taxa og med Lenes cykelramme + den ene pedal under armen og køre hen til en cykelsmed, som vi også var forbi på sidste ferie. Han kunne bare ikke få den ene pedal af fruens cykle…..og så kunne cyklen altså IKKE være i cykelboksen, så det var jo et problem. Men hos cykelsmeden tog det kun et halvt minut, så var pedalen løs og Uffe kunne køre tilbage og pakke de sidste stumper.

Uffe venter (relativt) tålmodigt i lufthavnen.

IMG_1282

Så stod den ellers på den sidste solbadning ved poolen i det smukkeste vejr (og en brændende varme). Det betød, at vi selvfølgelig ikke kunne holde ud til at ligge der så længe, hvilket jo er sundt nok – vores hud taget i betragtning. Her skal det så i øvrigt lige nævnes, at vi faktisk har været badet i solcreme med faktor 50 det meste af ferien. Og det har først været de sidste dage, at vi har vovet os ned på en faktor 30. Solen er bare stærk hernede og selv med faktor 50, blev vi flere dage røde. Bali ligger jo ret tæt på Australien og her er rigtig mange australske turister. Derfor forhandler de også en australsk solcreme/-serie, som hedder “Banana Boat” og som er helt fantastisk. De ved jo ligesom noget om sol i Australien og er dermed ganske drevne udi kunsten at lave god solcreme. Vi ved ikke, om serien egentlig kan købes i DK – men den kan i hvert fald varmt anbefales.

De sidste timer gik alt for hurtigt og kl. 16 var det tid til at køre til lufthavnen i Denpasar. Det var der lidt sjovt at komme igennem og forbi nogle af de steder, som vi kunne se, at vi havde cyklet igennem – genkendelsens glæde er jo altid stor. Vi havde lidt ventetid i lufthavnen men kom ellers relativ glat igennem indcheckning med baggage og cykler. Det var bare næsten dobbelt så dyrt at få cyklerne med hjem som ud….men vi ville sgu gerne have dem med hjem igen, så vi måtte bare punge ud 😉

Stemningsbilleder fra hotellet og et kig til et lille tempel:

IMG_1268 IMG_1259

De har de sidste par år været i gang med at bygge den nye lufthavn i Denpasar og den bliver ret cool så’n rent arkitektonisk. Desværre mangler de en del indvendig, så der kunne kun betales med kontanter i de forskellige restauranter og “pølsevogne”. ÆV, siger vi bare, for vi havde bevidst brugt stort set alle penge. Så vi måtte nøjes med at dele en luftbolle med udefinerbart kød i, en pakke chips og en plade chokolade. Men JA JA, vi overlevede og havde vist også et overskudslager fra de sidste dage i Ubud….hvor vi spiste mere end vi cyklede 😉

Rejsen hjem var godt nok lang, syntes vi – mindst dobbelt så lang som rejsen ud. Men ja, det overlevede vi jo også. Heldigvis er der plads og mulighed (og masser af tid) for at gå noget rundt på de oversøiske flyvninger. Vi var nede i transit i henholdvis Singapore og Amsterdam og her blev de enkelte Starbucks caféer støvet igennem for at se, om der mon var nye krus at hente til Lenes samling. Det var der så (ifølge Uffe) heldigvis ikke, så vi skulle bare have tiden til at gå til næste strækning. Og vi kom frem og hjem til DK, hvor vi landede til planlagt tid i Billund…..og hvor Allan stod i ankomsthallen for at tage imod os (ganske vist uden flag og vimpler) og han fik os fragtet det sidste stykke hjem til Viborg. Han kunne under turen så også fortælle, at der ikke var noget at fortælle.

I Viborg blev vi modtaget af Lenes forældre, som var taget op i huset for at låse os ind. Og Minnie var der SELVFØLGELIG også og hun var bare så glad for at se os igen 🙂 Ja, og den gensynsglæde gik SELVFØLGELIG begge veje, for vi var nu også rigtig glade for at se den bette ski´ igen 🙂

Lille Minnie – vinter og sommer 🙂 

OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Da vi kom til udpakning af cyklerne, kunne vi så se, at der havde været åbnet for kasserne, for flere af delene var byttet rundt og remme var løsnet. Det er naturligvis okay af hensyn til sikkerheden (den sætter vi jo ligesom stor pris på). Men vi kunne måske godt lige tænke os, at der var sat en label eller lign. på, hvor der stod, at de var tjekket. Nå, men alle dele var der, så vi var alligevel glade. Og ja, det er nu også dejligt at komme hjem igen – og sove i sin egen seng med sin egen dyne og med Minnie ved vores side (som hun vel nærmest kan beskrives som klistret til 😉 )

Nu vil vi så begynde at tænke nogle tanker om næste tur. Vi ved allerede nu, at den står på Cuba til november (Lene var jo lige så umådelig heldig at vinde en rejse kort tid inden, vi fløj til Bali 🙂 ). Det bliver dog en arrangeret rundrejse uden cykler – men man kan bestemt godt skrive rejsedagbog om den alligevel. På cykelferie delen har vi nogle tanker om at tage ned og cykle Caminoen. Den var, som nogen ved, oprindeligt en del af sidste års tour – hvor vi endte med at ændre noget af ruten og derved ikke komme til at køre Camino stykket.

Men vi savner nu allerede banan- og kokospalmerne, som var lige udenfor døren…

De sidste dage i Ubud …. med traveture til og fra Ubud downtown 😉

Så blev vi officielt ramt af ferien og den planlagte tur over Mount Batur blev droppet. Vi har dasket rundt i og omkring Ubud og fået shoppet det, vi/Lene syntes, vi ikke kunne leve uden. Og ja, Britt vi har købt vanille til dig. Den dag markedet i Ubud skulle indtages, havde vi lidt udfordringer, for Uffe har et ualmindelig anstrengt forhold til markedet og Lene eeeeeelsker det. Vi indgik derfor det kompromis, at vi startede med at gå ned og få en times massage efterfulgt af lidt indkøb til Uffe (det blev faktisk til flere stykker beklædning – bl.a. en skjorte, som Ib helt sikkert bliver misundelig over!). Dette blev efterfulgt af et par “lave overflyvninger” i et par butikker, som Lene valgte. Og til sidst blev Uffe sendt op på restaurant Nomad mens fruen gik på markedet og brugte de sidste penge 😉

Under afhentning af Uffe på Nomad, fik vi øje på en ny “butik” og måtte lige over at kigge. Det viste sig at være en nonprofit organisation, som hedder BAWA (Bali animal welfare association), som blandt andet arbejder med at hjælpe og redde alle de forsømte gadehunde, som blandt andet er på Bali. Man kan også adoptere hunde via dem. Er det ikke bare skønt!!! Det er i hvert fald noget, som glæder vores hjerter rigtig meget og selvfølgelig valgte vi at bruge/donere nogle penge til det gode formål. Vi fik et krus og en t-shirt med derfra.

Vi har været inde at læse lidt mere om problematikken efterfølgende og kan se, at det anslåes, at der på Bali slagtes omkring 100.000 hunde årligt til de illegale hundekøds-restauranter!!! Det er bare for klamt, siger vi!!! Faktisk kom vi forbi en kødhandel for en uges tid siden, hvor der hang det, der rigtig meget lignede bagpartiet på en hanhund. Det var flået og så rigtig ækelt ud. Vi snakkede der om, hvad dælen det var – for vi syntes begge to, det anatomisk lignede en hund lidt for meget – men det kunne jo da i hvert fald IKKE passe. Nå, men det kunne det så nok godt lige alligevel. Vi må sige, at den information om hundekød, har fået vores maver til at vende sig et par gange. Så sådan er Bali altså også på den anden side af hegnet. Og hvis man ser lidt ud over grænserne, er det jo desværre et klart udtryk for “ægte” fattigdom (ikke det vi ser som fattigdom i Danmark), og blandt andet her i Indonesien dør man faktisk af sult.

Hvis nogen er interesserede i at læse mere om det, der gøres på Bali, så har organisationen et website, der hedder:

www.bawabali.com

Nå, vi må ryste den oplysning om hundekød af os og abstrahere fra det i hvert fald lige for nu. Men det er ikke utænkeligt, at BAWA får flere donationer fra os.

Men dagene er som nævnt gået med at daske rundt, ligge ved poolen og tjekke små restauranter ud. Og vi har været på et par ganske lækre af slagsen (og vi er relativt sikre på, at det er kylling og oksekød, de har serveret). Den anden aften gik vi ned på en lille italiensk restaurant, som ligger tæt på vores hotel og det var en skøn oplevelse. Personalet var selvfølgelig søde, som de jo er her og maden var intet mindre end fantastisk. Det er helt sikkert ejet af en italiener for det hele var meget gennemført på den fede måde…..og vi gentager, at maden var skøn.

Han er da sød…..

IMG_1253

Vi har også været forbi, det der lignede en lille cafe på vej ned til Ubud centrum. Vi er gået forbi den flere gang uden at bemærke den. Men den anden dag, kastede vi tilfældig blikket derind, da vi kom forbi og trængte til lidt frokost. Og sikke en overraskelse vi fik os, da vi gik derind. Det der lignede en lillbitte biks, åbnede sig inde på cafeen til et charmerende sted i flere niveauer. Der var masser af mennesker og maden var i top. Vi har også flere steder testet deres juicer/smoothies/lassier (sidstnævnte er en smoothie baseret på yoghurt). Og vi har fået mange rigtig lækre….en der bør nævnes, bestod af frisk banan, kokosmælk, yoghurt og mælk og var superlækker. Deres juicer er også generelt lækre, for råvarerne bliver jo hentet lige udenfor døren, hvor det høstes modent og dejlig sødt.

Mums…..blæksprutte i tempuradej 🙂

IMG_1256

Som seneste madoplevelse har vi i dag fået frokost på en lille warung, som vi kom forbi, da vi var ude at finde en spa, hvor vi kunne få en gang massage (ja, det har vi dælme fået meget af, mens vi har været her og det har været helt i top). Nå, men vi kom forbi det her sted, som hedder: “Naughty Nuris warung” og det var proppet med mennesker, både turister og lokale til frokost. Der hapsede vi det sidste bord, hvor vi fik lidt mad mens vi nød stemningen derinde. Det var meget rustikt og charmerende derinde. Væggene var fyldte med et sammensurium af billeder, skilte, menukort og avisudklip. Blandt andet hang der et udklip fra The New York Times, som havde lavet en anmeldelse af stedet (en af de gode) 🙂

Naughty Nuris warung:

IMG_1275IMG_1276 IMG_1277

Vi har også de seneste par dage evalueret lidt på turen og tænkt i godt og skidt. Vi ved ikke, hvor interessant, det er for andre – men det er i hvert fald vigtigt for os selv i forhold til fremtidige ferier og cykelture. En af de punkter, som vi har vendt, er, at det er bedre for os, hvis vi har en mere klar plan/et mål og hvor vi som sidste år, skal starte ved A og slutte ved B. Det har været skønt her men det har også været lidt mere slinger og mere ustruktureret. Vi droppede jo Java og måtte så finde ud af et alternativ til det. Vi har så nået det, at vi har cyklet hele Bali rundt, taget lidt af Lombok og gennemcyklet Gili.

Da vi så landede i Ubud, gik gassen lidt af os, fordi vi ikke i den forstand “SKULLE” cykle mere/det næste sted hen – og det er vi ikke så gode til. Vi er bedst til at holde ferie i bevægelse, hvor vi er aktive. Når vi lander på et hotel og på finurlig vis får det oversat i vores hoveder til, at vi bare skal “have de sidste dage til at gå”, så bliver det svært for os. Vi kommer til at kede os og går lidt i bakgear. Det er selvfølgelig fint at slappe af……bare ikke det samme sted 😉 Ja, sådan er det bare for os og vi gentager i øvrigt, at vi stadig er utrolig taknemmelige over at have den mulighed for at rejse i næsten en måned. Vi har blot lært, at vi skal gøre det på “start ved A og slut ved B” måden. Det fungerer bedst for os.

Vi har også tænkt nogle tanker om fattigdom og manglende dyrevelfærd og vi er enige om, at det er for hårdt for os at være i. Vi får begge to aktiveret tendenser i retning af Atlas-syndrom (det var ham, der bar hele jordkloden på sine skuldre). Så vi tager det simpelthen for meget ind, bliver frygtelig kede af det på deres vegne, skammer os næsten over, hvor godt vi selv har det og synes, vi skal gøre noget. Det betyder, at der er nogle lande/områder, som vi på cykel vælger fra. Virkeligheden udenfor resorterne er simpelthen for hård for os som mennesker at være vidne til.

Så er der også det her med at rejse ud over hele jul og nytår. Vi må erkende, at vi har savnet familie, venner og det sociale samvær med dem i juledagene osv. Det vil sige, at i skrivende stund tror vi ikke, at vi rejser så lang tid på det her tidspunkt igen. Vi kan ikke huske, om vi har sagt det før og så bare glemt det – i så fald må I venner og familie minde os om det, i det tilfælde at vi begynder at snakke om en laaang juletur igen 😉 Men det er jo (uafhængig af tidspunktet) godt for et forhold/ægteskab at have så lang tid med hinanden. I det daglige har vi jo travlt og er optaget af de daglige opgaver og gøremål, så vi har nydt at have al den tid til bare at være sammen og til sammen at lave noget, som vi begge to synes er fantastisk 🙂

Vi vender lige tilbage til massage emnet. Faktisk har Uffe fået så meget massage, at han er blevet hele geleagtig og derfor er blevet rigtig glad for de billige og hårde hotelmadrasser, hvor han hver aften flyder ned og over natten køler og presses tilbage i form igen 😉

Måske sidst men bestemt ikke mindst, så er vi nok ved at glæde os til at rejse hjem i morgen. Her ER skønt og vi har haft en dejlig ferie. Men det bliver nu også godt at komme hjem, hvor alt ikke er fugtigt, hvor der ikke er myrer overalt ude som inde. Hjem hvor veje og fortove er i god stand og hvor bakkerne ikke er så stejle. Det bliver også godt nok at komme tilbage på arbejde (tænk, at man kan sige det 😉 ). Men men men hold nu op, hvor kommer vi til at savne alle smilene, hilsnerne og vinkene, som man møder hernede. Her smiler man til hinanden – helt uden at have en grund til det! Og her hilser man på fremmede uanset hudfarve, bare fordi man passerer hinanden på gaden. Her er en gæstfrihed og en hjertelighed, som er guld værd. Den kunne være dejlig at kunne tage med hjem til lille Danmark og sprede med rund hånd.

Endnu en hviledag (Ubud – distance: 11,6 km på cykel + en lang travetur til Ubud centrum og retur til hotellet)

I dag var vækkeuret ikke sat til, for vi ville bare sove længe ovenpå gårsdagens strabadser. Så vi sov helt til kl. 7.15 🙂 og traskede så ad servicevejen op til morgenmad (servicevejen er en smutvej, som vi så en personale tage i går…..hvor man slipper for en del trapper 😉 ). Herefter stod den på en kop formiddagskaffe på den lokale warung på vejen. De laver en fantastisk cappuccino, så det er et morgen/formiddags must.

Så skulle vi jo til at finde på noget at lave, når. I ikke bare skulle på cyklerne. Vi besluttede derfor at cykle en tur….og rulle af…..som man siger. Vi trillede ned til Ubud centrum og fik købt henholdsvis en bikini til Lene og et par badeshorts til Uffe. Vi er jo godt nok udtalte landkrabber, men vi havde vedtaget, at vi ville ligge lidt ved poolen på hotellet og få lidt sol på andre steder end hoved, armen og ben. Derfor måtte vi jo shoppe udstyr til det 🙂 Vi trillede så lige rundt og så til de steder, vi har boet her før og selvfølgelig også en tur ned gennem Monkey Forest.

Et par af aberne fra tidligere ture hertil:

OLYMPUS DIGITAL CAMERAOLYMPUS DIGITAL CAMERAOLYMPUS DIGITAL CAMERAOLYMPUS DIGITAL CAMERA

Der sker altså noget her i byen. Der bliver bygget, renoveret og startet en del nye butikker op. Vi synes dog, at vi kan se en tendens i retning af, at det er supermarkeder og bagere, der kommer flest af. Det er lidt synd, for byen har været præget af rigtig mange små hyggelige og lokale butikker med kunsthåndværk, mad, dims osv. Med andre ord er det vestlig kultur, som begynder at fylde. Og en del af den traditionelle balinesiske kultur, kommer helt sikkert til at forsvinde, så noget af byens charme kan godt komme til at lide skade på den baggrund. Ærgerligt siger vi bare, for Ubud er SKØN.

Nå, efter indkøb, rundtur og lidt mere cappuccino vendte vi cyklerne mod hotellet igen. På vej hjem løb vi ind i et australsk par, hvor manden med det samme spottede cyklerne og ville snakke. Han kunne genkende hver en stump på cyklerne og gik helt i selvsving (det gjorde Uffe nu også lidt). Så vi fik snakket lidt og at cykle på øen. De havde selv cykler med men havde endnu ikke nået at få dem samlet. De var fra Perth og vi fik derfor også lige snakket lidt om den smukke vestkyst i Australien (en tur dertil kan vi altså også på det varmeste anbefale).

Tilbage på hotellet sprang vi i det nye badetøj og ned til poolen, hvor vi fik rigget os til på solsenge og testede vandet i poolen. Det var sgu koldt…..eller også havde vi det meget varmt efter cykelturen 🙂 Så var det tid til at blive langtidsstegt i solen. Tror I så ikke, at det begyndte at regne! Tak for det siger vi bare. Men vi fik smidt vores hynder hen under en bale (en åben pavillon af træ) med hjælp fra en personale og kravlede ind i tørvejr. Så kiggede Lene lige op i loftet af balen…..og der sad en af de der store motherf….. edderkopper og kiggede ned på os. Nu lå vi jo ret tæt på den og holdt MEGET øje med den og den er med benene halvt strukket ud på størrelse med en hånd. Det er dælenhylemig stort. Og ikke nok med det, da Lene et øjeblik kiggede væk fra edderkoppen og kiggede ud på væggen ved siden af, begyndte et stykke mos sgu at kravle. Så gik vi ind på værelset. Der må være en grænse!!!

Efter lidt mere afslapning og efter at have fundet en kæmpe pølse fra værelsets gekko. Vi vil faktisk (måske) gerne se den, for efter dens efterladenskabers størrelse at dømme, så er det en af dem, man godt kan få lidt hjertebanken over. Selvom vi jo godt ved, at de intet gør. Men vi har til nu kun hørt den, når den sidder oppe i bambusloftet og giver lyd fra sig…..ja, og så tørret op efter den 😉

Sidst på dagen travede vi ned til centrum igen, trissede lidt rundt og fik lidt aftensmad på en cafe med en skøn udsigt over regnskoven. Så der sad vi og spiste i skumningen og lyttede til cikader og aber. Det var meget hyggeligt og lidt romantisk 🙂

En lille bonusinformation for i dag er her på falderebet, at der jo kommer rigtig meget vand, når det regner i regntiden. Og her i dag så vi, hvor effektive deres “kloakker/dræningssystemer” er. Vandet kommer jo helt oppe fra bjergene og da vi kom ud i eftermiddag fossede vandet ned langs vejen i en strøm, som ville få ethvert dansk vandløb til at blive lidt flov over at blive kaldt et vandløb. Men 100 meter længere nede af vejen var det ledt ned langs fortovet i en kloak, som førte ned til byens flod. Der var knald på, skulle vi nok lige hilse at sige. Og man vil ikke have lyst til at skvatte ned i den flod.

Der kom lidt vand 😉

IMG_1258

IMG_1257 IMG_1255

Etape 13 (Lovina – Ubud – Distance: 83,1 km)

I dag skulle vi ud på dronningeetapen – det var egentlig kongeetapen. Men nææææ nej, vi kan da ikke nøjes med at tage Mount Batur en gang, så den snupper vi igen en af de næste dage. Bare for at sammenligne med sidst 🙂 Ja, lidt tosset har man jo lov til at være.

Nå, men vi mangler i øvrigt at sige om i går, at vi fik billedet af gammelfar i kassen. Han blev selvfølgelig glad og vist også lidt beæret over at blive spurgt til det…..og han gik lige ud og ordnede hår og skæg 🙂 Vi fik et skønt billede af ham, som indtil videre kun ligger på Facebook. Vi har jo tumlet med iClouds og vores fotos og må kapitulere. Der bliver lagt billeder ind for hele ferien, når vi er retur (beklager overfor dem, som gider læse med her).

Gammelfar 🙂

IMG_1222

Vi kravlede ud af tæpperne lidt over 6 og fik hurtigt noget vand sat over til kaffe, så vi kunne vågne lidt op. Da kaffen var slugt og cyklerne pakket, var klokken alligevel nået at blive 7.45……og nej, vi begriber faktisk heller ikke, hvad al den tid gik med. Men vi kom afsted og kørte først mod Singaraja, som er en stor by, der ligger efter Lovina. Der drejede vi fra mod regionen Bedugul og “Mount et eller andet” (vi kan simpelthen ikke finde ud af, hvad den hedder).

Det betød, at der ikke gik ret mange kilometer, før det begyndte at gå opad. Og når vi skriver opad, så mener vi OPAD! Dagen startede i smuk solskin og pæn temperatur, så der gik heller ikke ret mange kilometer, før vi begyndte at svede noget over det. Det tog til i sådan en grad, at da vi et godt stykke oppe af bjerget tog en vandpause, så kunne vi vride vores tøj (bogstavelig talt). Det var fuldstændig vildt og tilsvarende hårdt. På vandposten spurgte vi til, hvor langt, der var til toppen og fik svaret 8 km. Det var da til at overskue, blev vi enige om og sprang på cyklerne igen med fornyet energi og optimisme. Nogle kilometer senere holdt vi en luftpause, for det rykker sgu noget i lungerne. Så kom der selvfølgelig lige en balinesisk mand og ville høre, hvor vi var på vej hen. Da han hørte, at vi skulle til Ubud, syntes han, at vi var bindegale at gøre det på cykel (det gjorde alle de balinesere, vi snakkede med i løbet af dagen i øvrigt). Nå, men vi spurgte til toppen igen og fik nu at vide, at der var 10 km?!? Det gentog sig faktisk en gang mere. Og så var det jo lige, at vi kom i tanke om det her med, at her er alt +/- 7 km 😉

Men vi skulle jo til toppen og fortsatte ufortrødent. Dælenfløjtemig om det så ikke begyndte at sjaskregne på ægte regntid facon. ÆV ÆV ÆV siger vi bare. Det væltede bare ned og temperaturen dalede både på grund af regnen men også fordi vi nærmede os toppen. Og det blev faktisk rigtig koldt. Vi målte som det laveste 17,4 grader. Og det er dælme koldt, når man mare har korte cykelbibs og en top på. Det betød så også, at vi ikke kunne tage nogen pauser, selvom det stod ned i lårfede stråler. For det kneb med at holde varmen – selvom vi hele tiden var i bevægelse enten gående eller cyklende. Det var faktisk lidt hårdt, men Lene peb ikke en eneste gang 🙂

Endelig nåede vi toppen, hvor vi intet kunne se af udsigten til Lake Bratan på grund af regnen. Men vi var også så kolde, at vi bare ville nedad igen, så ingen pauser bare ned af bjerget igen. Nedturen var også temmelig hård, for regnvejret fortsatte, der var meget trafik og det gik seriøst nedad. Så det var med at holde tungen lige i munden (og holde munden lukket, for der kom en del vand ind) og forsøge at se bare lidt igennem cykelbrillerne, som vi var nødt til at have på for overhovedet at kunne se nogen som helst. Og så vil vi godt lige sige, at så er 30 km i timen godt nok hurtigt.

På vej ned kom vi forbi templet Ulun Dalu, hvor noget af templet ligger ude i vandet. Der er utrolig smukt og heldigvis har vi været der før, for der så vi heller ikke noget på grund af vejret. Vi smuttede lige ind på en restaurant og fik lidt mad at varme os på og så var det ellers bare ud i regnen igen. Til sidst stilnede regnen heldigvis af men temperaturen fulgte ikke rigtig med, så det var så som så med det fornøjelige i turen. Vi så ligesom ikke en disse opad bjerget, ikke en disse på toppen og heller ikke en disse nedad 🙁

Ulun Dalu Tempel – fra forrige tur her 🙂

OLYMPUS DIGITAL CAMERAOLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERAOLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA IMG_1231

På et tidspunkt skulle vi gennem en kløft for at komme i retning af Ubud. Infrastrukturen er jo lidt speciel her, fordi det er en vulkansk ø, så det er med at holde styr på vejen, for som tidligere skrevet, hvis man smutter ud af den forkerte, er der kun den mulighed at vende om – der er ikke nogen tværgående veje, for det er dybe dybe slugter og kløfter. Det ser jo fantastisk ud, men det er sgu noget tummel at cykle i. Men vi fandt vores tværgående vej gennem kløften (og det gik seriøst nedad og opad igen). I bunden af første bakke måtte Lene træde af på naturens vegne…..hun havde ikke svedt det hele ud 😉 Der blev fundet et sted på den øde vej, hvor hun lige kunne hoppe over grøften og sætte sig i vejkanten (og det er virkelig bøvlet i cykelbibs!!!). Og dælme om der ikke på den øde vej, lige da hun havde fået det mete af tøjet af og krænget ned, kom både flere biler OG scootere forbi. Kanon sagde fru Væsel bare men måtte altså også grine noget af komikken i det hele (og heldigvis tog Uffe ingen billeder).

Og så pludselig var vi i det smukkeste område og solen vendte tilbage. Vi cyklede gennem smukke rismarker og så små templer i vandet. Det var helt fantastisk og det løftede lige dagen fra at have været en møgdag til at have været en hård dag med god træning, som endte rigtig godt. Selvom det var hårdt op ad bjerget, var det jo også en oplevelse at få med. Endelig begyndte der også at komme skilte med pil mod Ubud, så vi vidste, at vi næsten var “hjemme”. Vi kørte hen til det hotel, vi startede på og bookede et værelse for de sidste dage her på øen.

Smukke pletter og Mon’sør Væsel – stifinder 😉

IMG_1248 IMG_1249 IMG_1251 IMG_1247 IMG_1245 IMG_1238

Vi har jo snakket med en del balinesere på turen og her, hvor vi kan sige, at vi har cyklet hele Bali rundt, er de fulde af respekt for det i kombination med, at de også synes, at vi er lidt skøre og stærke. Sætningen: “Ohhhh you stroooong” har vi efterhånden hørt nogle gange nu 🙂

Nu vil vi slappe lidt af, ligge lidt ved poolen og Lene skal have shoppet igennem. Og så tager vi Mount Batur igen en af de næste dage. Slutmeldingen for i dag er, at det samlede antal højdemeter blev ikke mindre end 2.037 meter 🙂

Hviledag (Lovina – Distance på cykel: 0 km……men noget til fods)

I dag blev det faktisk til en cykel hviledag. I morgen skal vi hen over en af øens største vulkaner, så vi vurderede til morgen, at det nok ville være fint med en dag, hvor vi bare skulle tuller rundt, få noget massage, kaffe og så’n. Så vi startede med en lidt sen morgenmad på hotellet. Her vil vi igen understrege, at bananpandekager ER et hit og at Bali kopi stadig IKKE er et hit.

Ellers er der vist ikke det store at underholde med i dag. Vi kan dog lige bemærke, at det efterhånden er svært at blive ved med at se på fattigdommen hernede (og igen – Bali er det rigeste sted i Indonesien!) Vi har flere gange passeret en ung kvinde, som leder efter mad i skraldet. Det er dælme svært bare at gå forbi!!! Tilsvarende er det for os (måske fordi vi ingen børn har) rigtig svært at blive ved med at se alle de hunde og katte, der løber rundt i gaderne – med sår, skab, kuede og rigtig pjevsede. I dag har Lene fyldt lommerne med kyllingestykker, som skal deles ud til kvarterets hunde 🙂 Og sådan er vi jo bare, vi kan ikke bare gå forbi og være ligeglade…..og det er selvfølgelig godt at være empatisk…..men det er sgu også hårdt!

I morgen kører vi mod Ubud, så der skal vi op med rumpen for det bliver en både lang og hård etape. Men så er vi også “hjemme” igen 🙂

Hviledag (Lovina – Tejakula – Lovina – Distance: 85,6 km)

Fordi vi ikke kørte så langt i går og fordi vi kun lige mangler omkring 40 km for at have cyklet hele Bali rundt, besluttede vi i aftes at stå tidligt op, hoppe på cyklerne og lige snuppe den sidste stump. Omkring 7.15 var vi på vej…..og det var så lige ud i morgentrafikken på Indonesiens svar på Panamerican highway: “The Asian highway 2” (som går fra Denparsar og helt til Irak), der var dæleme knald på. Men vi kan jo følge med dem nu, så det gik bare derudaf på den måde, som bare er så lækker og som man bliver lidt høj af.

Halvvejs mod Tejakula begyndte det så bare lige at regne pænt meget. Vi havde taget de fleste tasker af cyklerne og de har jo hverken for- eller bagskærm. Hvis man kombinerer dette faktum med det os og skidt her er, så kan I måske forestille jer, hvordan vi så ud bagefter. Ellers kommer der billeder som dokumentation. Det var især galt for hæmoriden Lene, der også fik al vandet fra Uffe. Hun insisterede derfor på at ligge forrest på vejen hjem. Men der var regnen selvfølgelig stoppet og vejene næsten tørre igen (hrmpf….siger hun bare og spytter sand ud af munden).

Vi havde på vej ud set et Carrefour supermarked. Dem frekventerede vi jo i stor stil på vores vej ned gennem Frankrig og Spanien sidste år. Så vi var selvfølgelig nødt til at kigge forbi på vej hjem for at se den indonesiske udgave af Carrefour. Da vi nærmede os havde vi godt nok helt simultant fået den samme tanke – om vi kunne være bekendt at gå der ind, sådan som vi så ud. Men vi blev enige om at være ligeglade. Vi ser dem jo ikke igen. Så Uffe blev sendt ind først (vi er nødt til at gøre det i hold, for der er ingen låse på vores cykler), så han kunne have noget mad at fornøje sig med, mens Lene tog anden tur.

Men men men…..mens Lene sad udenfor og ventede på hold 1, syntes hun godt nok, at folk kiggede MEGET og lige før Uffe kom ud, kom en ung balineser hen og spurgte, om hun var okay. Med et stort grin kunne hun jo heldigvis sige ja. Det var nu rigtig sødt af fyren at spørge, for hun så sgu også træls ud og var sort i det meste af hovedet 🙂 Da Uffe kom ud, kunne han så fortælle, at i butikken havde folk stoppet og stirret på ham med åben mund, så Lene skulle nok alligevel ikke gå derind.

Vi kørte derfor de sidste 10 km hjem til hotellet, hvor Lene (stadig sort/beskidt over det hele) måtte trampe op i receptionen og bede om, at vi blev flyttet til et værelse med varmt vand. Det gik ret nemt med det udseende 😉 Så var det ellers bare i gang med at skrubbe skidtet af, hvilket viste sig ikke at være så nemt som at få det på. Hmmmm så kan man jo godt tænke nogle tanker om, hvad man udsætter sine lunger for i det her miljø.

JEP…fruen er møgbeskidt..men i godt humør 😉

IMG_1212IMG_1211 IMG_1210

Vores cykler er også ved at ligne, vi ved ikke hvad….både på grund af al vejskidtet men også på grund af saltet i luften, som får nogle cykeldele til at irre noget. Man kan se, at de bliver brugt, lad os sige det sådan 😉 men det før jo ikke noget. Det er jo en gang det, de blev bygget til. Og her gentager vi lige, at cyklerne er fantastiske og der er ikke nogen af delene, vi kan sige noget dårligt om. Faktisk er de bedre end vores Storck også i forhold til oppakning/taskerne. Der er en meget bedre balance på de her cykler og det fungerer bare godt med bagagen, som den sidder på de her cykler. I morgen regner vi med at tage en hviledag mere og så må vi se, hvor meget vi får hvilet 😉

Etape 12 (Goris – Lovina – Distance: 58,73)

Så startede et helt nyt frisk og ubrugt år og vi vågnede veludhvilet kl. 7 klar til at komme i gang med at bruge det 🙂 Vi vidste, at dagens etape ikke ville blive en af de længste, for planen var “bare” at køre til Lovina. Lovina er også et noget turistpræget område, men det passer bare med ruten at lande der. Og tilsvarende er det nemt at finde et hotel. En lille bonusinformation er i øvrigt, at strandsandet i Lovina er helt sort på grund af det vulkanske materiale, som det hele jo bærer præg af og som er grundlaget for øerne i Indonesien.

8.45 havde vi tjekket ud af hotellet og var køreklare. Terrænet er på den her strækning betydelig mere fladt og det er bare noget, vi kan lide. Så farten var rigtig pæn og i lyskryds kan vi nu accelerere lige så hurtigt som scooterne. Det synes vi faktisk er ganske godt gået – vores alder osv. taget i betragtning.

Her er jo stadig smukt med de endeløse rismarker og palmerne i baggrunden. Vi kom i dag også forbi et tempel, som lå ind i et bjerg, som var rigtig smukt. Men man bliver bare mættet på et tidspunkt (og det er ikke for på nogen måde at være utaknemmelig over den lange ferie her – tværtimod den er vi umådelig taknemmelig over!). Men her efter knap tre uger begynder det hele at ligne hinanden. Nå, men vi susede jo mod Lovina i rigtig pæn fart og ved ankomst kunne vi se, at med pauser inkluderet, så havde vi holdt en gennemsnitsfart på 20 km i timen 🙂

Og her i skrivende stund kan vi da lige oplyse, at vi nu kun mangler en kort strækning på omkring 40 km til Tejakula, så har vi været hele øen rundt 🙂

Vi havde booket et hotel i forvejen, så vi vidste også hvad vi kørte efter. Det ligger næsten helt nede ved vandet, så vi travede lige en tur ind til “Delfinerne”, som er en stor skulptur midt i byen. Og i og med, at vi er i turistområdet igen, så bliver vi selvfølgelig tilbudt at købe alt fra tøj til perler til massage. Og som vi vist har skrevet før, så er det ud fra devisen: “You touch it – you buy it” (hvis du rører ved det, så skal du købe det). Men vi er jo ved at have noget farve, så de ved, vi har været her et stykke tid og mener Tidak (nej), når vi siger det. Området ligne sig selv, som vi så det for to år siden…..bare lidt mere slidt.

Aftensmaden blev indtaget på en lille warung på vejen, som ejes af en ret cool balineser med langt hvidt hår og langt hvidt skæg. Vi håber, vi får mulighed for at tage et billed af ham (han vil formentlig elske at blive spurgt om det), for han er som taget direkte ud af en film 😉 Maden var i øvrigt god, hvilket den vist er hver gang, når man bare vælger indonesisk mad. Vi anbefaler de stegte bananer med vaniljeis!

Nytårsaften i Goris (Distance: 0 km på cykle)

Vi er jo landet på det her øko-resort, hvor man selv tapper vand fra den lokale kilde, fremfor at bruge plastikflasker. Men vi skal da nok lige love for, at der er noget vildt liv her….på vej ned til morgenmaden var vi ved at blive rendt over ende af en pænt stor leguan. Den var stor nok til, at vi hoppede nogle meter og fik en anelse hjertebanken (men det var selvfølgelig mest fordi, den overraskede os 😉 ). Senere på dagen lå der så en rigtig stor slange, som lå på lur mellem nogle buske. Det er alligevel til den friske side – selv for os.

Men det er jo nytårsaften i aften og der gøres klar til den helt store gallamiddag med underholdning her på hotellet. Det kræver mange mange balinesere at gøre noget sådan. Hele området er fyldt med folk, der slæber, fletter, flytter, hænger op osv. Og der gøres også klar til underholdning med traditionel musik og dans.

Vi valgte at trave en tur for at komme lidt ud fra resortet og for at kigge lidt på området udenfor hegnet. Vi kom igennem et lille lokalt marked, som vi gik omkring (Uffe synes godt nok, at det lugter noget så frygteligt sådan nogle steder – af gammel frugt, fisk og skrald). Men vi måtte omkring, for Uffe havde lovet fruen 100.000 rp til en kjole og det skulle der dælme gøres noget ved. Så Lene var på indkøb og fik pruttet sig ned til 90.000 rp for nytårskjolen og havde noget sjov med de kvinder, der havde butikken…..det var vel nærmest lidt en hønsegård. Nå, men 90.000 rp svarer i øvrigt til 36,- danske kroner.

Med kjolen i en pose var vi klar til at trave hjemad og smuttede så lige forbi et andet resort, som vi kom forbi på vejen for at få en lille kop kaffe. Der sagde vi til dem, at vi boede på et homestay tæt på det resort, som vi faktisk bor på (vi syntes, det var lidt fjollet at komme derhen, når vi selv boede på et resort). Nå, men så besluttede vi os også lige for at få en gang massage der (det var nemlig billigere end på vores hotel). Massagen var fin og vi fik knækket fingre, tæer og fødder i lange baner. Efter endt massage skulle vi så lige betale for kaffen……og der tørrede de os nok lige i stor stil. De troede vist ikke helt på det med et homestay, så vi betalte mere end turistpriser. Lidt irriterende, men livet er for kort til at gasse sig op over det 🙂

Vi traskede derfor hjem til hotellet og daskede bare lidt rundt, indtil vi skulle til det store nytårsbrag kl. 19.30. Der kom vi ned til en fantastisk buffet med alt, hvad hjertet kan begære af primært indonesisk mad. Der var endda helstegt pattegris (Babi guling), så Uffe var mere end henrykt, for han har ikke fablet om andet, siden vi kom herned. Og vi fik sgu en stor øl hver……hvabehar…..den havde I nok ikke set komme ;). Så var der ellers underholdning for alle pengene, der var klingklang musik og traditionel balinesisk dans. Musikken er jo en smule speciel og svær at finde rytmen i – men dansen er et kapitel for sig. Det var primært relativt små piger, der dansede og en enkelt lillebitte dreng. Og de er jo klædt ud efter alskens regler og er meget smukke og yndefulde, når de danser……det eneste aber dabei var blot, at de ikke rigtig kan få holdt igen. De de dansede og spillede uafbrudt til at gæsterne var gået. Vi gik som nogen af de sidste omkring kl. 23. Det var jo lidt synd, men personalets familier var også stødt til festen i løbet af aftenen, så de havde formentlig en fin fest for dem. Og det er sgu i orden. Vi nåede lige at kysse hinanden godt nytår, så gik Lene ud som et lys (det var faktisk ualmindelig længe for hende at holde sig vågen).

Lad os slutte dagen af med et kæmpestort GODT NYTÅR, må det blive godt og lykkebringende for alle 🙂

Etape 11 (Balian Beach – Goris – Distance: 98,7 km)

Vi stod tidligt op til morgen efter en temmelig rådden nat på vores homestay. Der var ingen aircondition på værelset – kun en vifte, som vi havde til at køre på fuld skrue, så vi var nærmest ved at blive blæst ud af sengen. Ingen af os sov ret meget og til morgen skulle vi bare have en hurtig gang morgenmad med Bali kopi til.

Så allerede kl. 7.45 var vi på cyklerne og klar til at køre ud i dagen…….for at finde et sted at få vores morgenkaffe. Men den lod dæleme vente på sig. Vi bankede direkte ud i intervaltræningen igen, og det trækker altså tænder ud, når man IKKE. Har fået en kop morgenkaffe 🙁 Det gik nu så’n okay og da klokken var 10 havde vi allerede kørt omkring 40 km. Men dagens etape ville også blive lang, havde Uffe adviseret fruen om. Faktisk forventede vi at skulle køre omkring 90 km.

Vi spejdede hele formiddagen efter en lille kaffebar men måtte tage til takke med en cola og noget vand. Varmen er jo et kapitel for sig hernede. Allerede ved 8 tiden er temperaturen oppe på knap 30 grader og så stiger den ellers bare stødt hen over dagen. De sidste dage har vi nu været heldige med vejret set i forhold til regnvejr. Men det er sgu varmt og der skal nogle liter væske til i løbet af dagen. Og så snart vi står stille, tapløber og drypper sveden bare af os…..men det er jo det, vi vil have. Ellers var vi jo taget på skiferie i stedet for 😉

Da vi rundede de 60 km, var Lene ved at være mør og overophedet (hedeture i kombination med 40 graders varme er lidt dumt). Så det blev til noget piveri igen i dag. Det har betydet, at der stort set ikke er taget nogen billeder i dag – det var ren overlevelse for fruen. Vi kunne nu alligevel godt nyde synet af de mange rismarker og komme med enkelte udbrud over det. Vi gentager her, at det er en skam, at man ikke kan vise/formidle den fulde oplevelse af synet.

I løbet af dagen og nogle af de andre dage, har vi snakket om den store forskel, der er fra de lækre hoteller og resorts og livet på den anden side af hegnet. Det er to vidt forskellige verdener og vi kan ikke lade være med at fundere over, hvad balineserne mon selv tænker om den store forskel…..

Over middag (stadig uden at have fået morgenkaffe) kom vi til et resort med restaurant, hvor vi kastede vores cykler 1,1 km ned af en skrækkelig grusvej og kom frem til en skøn udsigtspost med fin servering OG ENDELIG FIK VI KAFFE 🙂 og vi fik gennemsvedt deres hynder nok nærmest helt igennem. Men kaffen var god og frokosten fin, så det gav fornyet energi til at køre det sidste stykke vej. Og dagens etape endte jo faktisk med at være lige knap 100 km, som må siges at være lidt langt for de to tykke og halvgamle 😉

Dagen endte her på et rigtig lækkert øko-resort, hvor vi tager to overnatninger og altså holder nytårsaften. Der er et arrangement med gallamiddag og underholdning nytårsaften. Og de udtrækker en vinder, som får opholdet her gratis. Den regner vi selvfølgelig med at hapse. Den ene af kvinderne i receptionen sagde faktisk til os, at hun håbede, vi vandt 🙂 Hun syntes nok, vi så lidt forhutlede ud i vores cykeltøj og med vores pas og penge i en plastikpose……måske også fordi, vi sagde at vi bare skulle have deres billigste værelse (de dyreste koster altså 350 US dollars + tax osv). Men her er altså også rigtig lækkert og der er tre varme kilder (46,1 grader) som vi vist er nødt til at blive dyppet i, inden vi kører igen. I morgen regner vi ikke med at få cyklet men skal vist slappe lidt af, vaske tøj, drikke kaffe og finde et sted, hvor vi kan få massage 🙂

Etape 10 (Sanur – Balian Beach – Distance: 72,5 km)

Dagen startede fint med morgenmad på stranden kl. 7.00 og lidt snak med de hunde, som holder til ved den restaurant, som hører til hotellet, som jo er dansk ejet. Og vi har en formodning om, at det er fordi, det er en dansker, der har stedet, at hundene har det rigtig godt. De er i en ganske pæn foderstand, rimelig rene og ualmindelig søde. Og så elsker de at blive kløet inde i øret……et trick, som vi har lært af Minnie og som tager kegler hver gang. Jeps, vi blev venner 🙂

Så var det ellers tilbage på hotellet og pakke og slæbe vores cykler ned fra første sal. Vi ved godt, at vi har påstået, at alt her er i stueetage……men igen må vi henlede opmærksomheden på den danske ejer og det skandinaviske tvist. Der var i øvrigt en masse fede malerier på hotellet, som især Lene var vældig optaget af. Så hun skal vist lige have rykket penslerne frem igen, når vi er retur.

Pakkede og klare kastede vi os ud i morgentrafikken omkring kl. 9.15 og det var med start ude på den store hovedvej, hvor det bare går som en leg. Og vi synes faktisk, at vi er ved at være ret gode til at følge trafikken og smutter ud og ind imellem biler og scootere. Det er en ren fornøjelse, når det hele bare kører og gennemsnitshastigheden ligger omkring de 25 km i timen. Og dette til trods for, at der var kø mange steder. Det er der, det er en fordel at være på cykel 🙂

Vi havde booket et værelse på et homestay på nettet, så vi havde jo noget at køre efter eller et mål. Men men men så begyndte den vildeste intervaltræning, som vi længe har oplevet. Først var der bakke NED, så var bakken slut for derefter at gå direkte over i bakke OP. Så’n fortsatte det ellers bare. Det gik nu meget godt alligevel indtil sidst på eftermiddagen, hvor Lene begyndte at pive lidt.

Men inden piveriet begyndte, måtte vi lige køre forbi et tempel, som vi kunne se rigtig mange valfartede til. Og det var faktisk de ekstra kilometer værd. Det var så smukt med templet liggende ude på spidsen af en klippetop (se billederne,, når vi får styr på iClouds….måske først, når vi er hjemme). Templet hedder “Tanah Lot Temple” og ligger i nærheden af byen Tabanan. Svære ord…..,på nær det med at ta-banan. Mens vi trak rundt med vores cykler inde på det store område, kom der dælme en balineser og spurgte Lene, om han godt måtte få taget et foto sammen med hende. Jo jo, vi vækker opsigt , hvor vi kommer frem 😉 Han fik selvfølgelig lov til at tage billedet ….. lidt smigret bliver man jo. Vi fik også en ganske glimrende frokost derinde, lavet og serveret af en flok små piger.

Her var bare så smukt:

IMG_1098 IMG_1105 IMG_1113 IMG_1118 IMG_1122 bal_tanah_lot_temple

Så var det ellers tilbage på cyklerne og intervaltræningen. Og hold nu maule, hvor var det hårdt op ad bakkerne. Men hold nu også lige maule, hvor var det fedt at få rigtig god fart på ned af bakkerne for så at suse op ad bakkerne med 20 km i timen. Det var selvfølgelig og desværre ikke alle bakker, der lagde op til det. Men man kommer lidt op at køre, når det kører 🙂

Da vi kom hen på eftermiddagen og piveriet begyndte, tog vi blandt andet en lille colapause ved en lille butik, hvor der lå to bittesmå hundehvalpe udenfor. Dem måtte vi selvfølgelig hen og snakke med. Hold nu op, hvor var de lækre og de var ganske glade for at få kølet deres små maver ned med en kold colaflaske og for at få lov til at slikke kondensvandet af flaskerne. Det var en hyggelig lille stund midt i alle bakkerne.

Efter at have kæmpet os op af flere stejle bakker, kom vi til det smukkeste område med rismarker. Fra toppen havde man perfekt udsigt ud over endeløse rismarker/risterrasser og vi kunne kun sige igen og igen (undskyld sproget) Hold kæft, hvor er det flot og smukt. Vi har ikke tal på, hvor mange gange det blev gentaget. Men desværre kan man ikke få hele oplevelsen og indtrykket med på et foto. Men tro os, det var SMUKT.

Og endelig ved 17 tiden trillede vi ind på det homestay, som vi overnatter på. Det er et okay værelse men dog kun med koldt vand i hanerne. Men efter den lange dag og fordi, vi var seriøst møgbeskidte, var det faktisk det skønneste kolde brusebad, vi nogensinde har fået 🙂 Og nu efter lidt aftensmad er vi faktisk klar til at gå i seng. Og det har sgu godt nok været en hård dag med alle de bakker, så vi håber på flade veje i morgen 🙂 God nat og sov godt….

PS. Vi skal altså lige huske at komme med lidt vigtig information. Som nogen måske ved eller har læst om på sidste Tour, så er Lene jo ikke udstyret med verdens største selskabsblære (hvis man siger det på den diplomatiske måde). Men her i heden, vi ligger typisk på 35-40 grader i løbet af dagen, der kan hun faktisk tisse af om morgenen og behøver så ikke et toilet før, vi kommer til dagens destination. Og det er bestemt ikke fordi, vi ikke drikker noget. Der ryger adskillige liter væske ind i løbet af en dag. Så det siger lidt om heden her og vores “evne” til at bruge al tilgængelig væske til at afkøle kroppen ….. eller på godt dansk …. at svede.

Det skal altså også lige nævnes, at her tager man ikke afstand så nøje. De får jo ingen priser for deres skiltning her, hvor man skal være mere end almindelig heldig, hvis man støder på et byskilt med afstandsangivelse. Og når man så endelig finder et sådan, har vi flere steder set, at afstanden er angivet som fx: +/- 7 km. Men hvor meget +/- der kan være tale om, skriver de ikke lige 😉

Etape 9 (Sanur – Nusa Dua – Sanur – Distance: 62 km)

I dag sov vi lidt længe (som vi jo gør lidt i på den her tour). Klokken var faktisk 7.30, inden vi fik trukket os ud af lagnerne, fik tøj på og traskede ned på stranden for at få vores morgenmad. Men da vi jo har besluttet at blive her en ekstra dag, gjorde det ikke så meget. Efter en dejlig morgenmad med mørkt brød (ja, det var der, hvor ejeren er dansk) gik vi op til en lille massage biks, hvor Uffe fik en times traditionel balinesisk massage (hvor hun gik oppe på ryggen af ham…..det ville Lene møj gerne have haft et billed af). Men hun var selv ved at få en times aloe vera massage. Skøn måde at starte dagen på 🙂

Efter den start hoppede vi i cykeltøjet og trillede mod Nusa Dua, som er området, hvor de rigtig rige holder ferie. Turen gik som en leg, vejen var god og vi havde bare gode ben, så gennemsnitsfarten var nok på de 20 km i omegnen af 25 km i timen. Tjuhej som det gik. Og det er dejligt at mærke erfaringen fra sidste tour, så selvom trafikken var vild, var det nemt nok for os at køre i uden at stresse. I Nusa Dua trillede vi lidt rundt og ville have været ude ved vandet. Men der var sgu lukket for stranden. Det var kun via de store hoteller/ressorts, at man kunne få adgang. Så vi kørte da bare igen.

Da vi kørte fra byen, tog vi en anden vej end derned, så vi fik lidt km i benene og også lidt højdemeter. Og hvis vi syntes, det gik strygende på ved nedad, så var vi flyvende på vej hjemad 🙂 . I og med trafikken, kom vi hurtigere frem end en del af bilerne – vi kunne jo smutte ud og ind imellem dem, mens de holdt i kø. Og vi kunne næsten følge med scooterne, for vi kørte mellem 30-40 km i timen på en lang strækning…..og så går det altså godt. Og det var SÅ fedt 🙂

Lidt stemningsbilleder fra Nusa Dua:

IMG_1081IMG_1080 IMG_1078

Tilbage i Sanur smuttede vi lige ind på Smoothie baren og fik en power smoothie, som var intet mindre end fantastisk. Og så blev vi godt nok lige enige om at gå op og få en gang massage mere 🙂 Til jeres orientering, koster en times massage 40,- kr inkl. En pæn portion drikkepenge, så det er ikke noget, man bliver ruineret af. Så var dagen ligesom også ved at være gået, så vi traskede ned på stranden og fik lidt aftensmad. I morgen pakker vi igen cyklerne og begynder at køre op langs Balis vestkyst, så må vi se, hvor langt vi når.

Etape 8 (Mataram – Sanur – Distance: 60,7 km)

Vi var oppe allerede kl. 5.45 i dag, for vi ville bare ud af det motelværelse så hurtigt som muligt. Vi hapsede lige to af vores mangoer og så ud af røret. Turen gik mod Singigi og havnen der. Vi vil tilbage til Bali – det er altså bare bedst der! Inden færgen/båden smuttede vi lige ind på en lille australsk ejet cafe, hvor vi fik noget morgenmad og tiltrængt KAFFE :). Vi snakkede med en canadisk fyr der, som var blevet stoppet at politiet et par gange og betalt en del for det. Han havde taget den almindelige færge til Lombok. Den skulle tage 4 timer men endte med at tage hele 8 timer. Vi snakkede også med et amerikansk ægtepar, der blev nysgerrig på vores cykeltur, efter at have hørt os snakke med canadieren.

Så var det ellers ned på “havnen” og få købt billetter – som var dyrere end på turen herover. Og så kunne vi bare vente på, at hurtigbåden skulle dukke op. Da den endelig var sejlet ind til stranden (nej, her gøres ikke meget i moler), begyndte personalet lige igen med at påstå, at vi skulle betale ekstra for at have cyklerne med. Men vi stod fast og sagde, at det kunne de sgu godt glemme. Vi havde betalt OGSÅ for cyklerne! Men det var selvfølgelig også bøvlet for dem at vade igennem vandet og løfte vores cykler op i strakt arm til manden på båden. Vi måtte også selv vade ud i vandet for at komme ombord via en vakkelvorn trætrappe, sm hele tiden skulle flyttes, for båden flyttede sig jo i takt med bølgerne.

Men vi kom på og denne gang blev vores cykler spændt rigtig fast og al bagage kom ned i passagerafdelingen. Vi måtte sidde udenfor på det første stræk til Gili Islands, hvorefter vi blev gennet ned i båden. Kaptajnen sagde, at det ville blive en hård overfart, så det var ikke sikkert at sidde på dækket. Vi må nu også sige bagefter, at det vist var godt nok for vores numser at sidde i et sæde i stedet for på det hårde dæk. For det var en heftig overfart.

Vi kom helskindet i land i land i Padangbai og smuttede ind på den lokale kaffebar for at få en lille kop kaffe. Her er jo selvfølgelig mange gadesælgere,s om vi sælge at fra saronger til frugt til smykker osv. Da vi var landet over kaffen kom en kvindelig gadesælger forbi, som Lene havde købt en sarong af, da vi skulle med båden mod Lombok. Hun kunne kende os (måske pga cykeloutfittet) men da hun så lige fortalte, hvilken sarong det var, Lene havde købt, måtte vi alligevel imponeres 🙂 Men hun fik ikke lokket Lene til at købe mere (hun venter til Ubud).

Så var det på cyklerne igen og vi satte kurs mod Sanur, som er en rigtig badeby med alt hvad dertil hører. Og turen til Sanur gik som en leg. Vi fløj nærmest afsted og kan måske begynde at mærke, at vi alligevel får lidt kilometer i benene 🙂 I Sanur fandt vi et ganske fint hotel, for vi skulle altså lige have en ordentlig seng og et varmt bad 🙂 Aftensmaden indtog vi på en restaurant på stranden, som viste sig at være dansk ejet. Lene nåede at blive gode venner med den ene af de to hunde, som hørte til der……et stykke kylling gør jo meget 🙂

Her er ganske rart, så vi bliver nok hængende en dag ekstra her.

Etape 7 (Gili Island – Mataram – Distance: 54 km)

Som skrevet tidligere i dag, startede dagen med, at vi tog båden fra Gili Island tilbage til Lombok. Det var et værre cirkus at få cyklerne ombord i dag, for der var rigtig mange mennesker på båden, som ikke var særlig stor. Så cyklerne blev stillet ned mellem alle mennesker og så måtte vi presse vores str. medium numser ned mellem folk og i øvrigt holde fast i vores cykler under hele overfarten.

Lene kom til at sidde ved siden af to lidt suspekte typer (de lignede sådan nogen, som vil stjæle høns 😉 ) og de var meget optaget at hendes cykel. Den ene af dem havde vist også været lidt hård ved tjalden på Gili. Uffe kom til gengæld til at sidde ved siden af en cykelsmed – det er da sjovt. Og han havde aldrig set sådan en cykel før. Så Uffe gennemgik hele cyklen med ham, stump for stump og da han var færdig, kunne den lokale cykelsmed så fortælle, at han som det eneste, havde set SPD pedaler før. Han ville da lige fortælle, at han havde en ven, som har sådan nogle og fortælle, at man på den ene siden kunne klikke sine cykelsko i pedalerne. Det var jo rigtig sødt af ham at fortælle…..men Uffe vendte bare bunden i vejret på sine sandaler, så han kunne se, at det var sandaler til SPD pedaler 🙂 Men de havde det rigtig hyggeligt.

Vel ovre på den anden side var havne personalet ved at være lidt for hurtige til at trække afsted med vores cykler. Lene tonsede afsted efter dem, mens Uffe blev hustlet for alt for mange penge for overfarten. Pludselig skulle der betales mere end først aftalt. Det kan bare ikke altid svare sig at gå i for meget diskussion med folk her, så vi betalte og kom ud på landevejen. Det var nu ikke så langt, vi kørte, for pludselig overmandede sulten os og vi måtte ind på den første warung, vi kom forbi 🙂 De var rigtig søde derinde og vi fik en lang snak med dem. Lene blev optaget af en lille gekko, som satte sig klar til at blive fotograferet på den stol, som hun faktisk skulle sidde på. Så da billedet var i hus, byttede manden stolen ud med en anden, så den lille gekko ikke behøvede at flytte sig. Da maden kom på bordet, dukkede husets kat tilfældigvis op og fik tigget sig til lidt kylling fra Lene, som selvfølgelig ikke kunne stå for den. Og så var de bare veninder og katten var nærmest klistret til Lenes ben, da vi skulle til at køre. Kattene hernede snakker i øvrigt rigtig meget (altså nu er vi jo ikke katte-mennesker, så vi ved ikke! om katte normalt snakker SÅ meget….men hyggeligt er det).

På cyklerne igen, trillede vi mod den højeste bakke, vi kunne finde og cyklede op igennem Lomboks Monkey Forrest (abe skov). Der var nogle pænt heftige stigninger opad, men vi havde god energi i benene, så vi klarede det næsten uden at stå af 🙂 Der var ikke voldsomt mange aber, men vi gik nu heller ikke ind i selve skoven. Til gengæld kørte vi nedad bakken igen og det gik som sædvanligt rigtig stærkt. Og det er altså ret fedt at drøne ned af sådan en bakke, når vejen er god…..og man kommer hurtigt op på omkring 50 km i timen – selvom man bremser lidt undervejs.

Så skulle vi til at finde et sted at sove, hvilket viste sig at være lidt af et problem. For ingen, af dem vi spurgte, vidste noget om, hvor der var hoteller i området. Vi gik så ud fra, at hvis vi kørte ud til vandet, så måtte vi da komme til nogle hoteller. Nixen biksen vi måtte vende kajakken og køre ret langt tilbage. Til sidst kom vi til et lille motel, hvor vi fik et værelse uden vinduer og kun med koldt vand i hanerne, til 80,- kr. Bestyreren var dog så sød, at han rykkede nogle mangoer ned fra motellets mangotræ, så var der lidt til morgenmad.

Aftensmaden blev hentet i den nærmeste Indo-markt og bestod i al sin enkelhed af brød med indonesisk nutella. Det var det bedste, vi kunne finde, og det ægtepar, der havde butikken, var ved at omkomme af grin over vores cykeltøj 😉 Og da vi gik i seng, var vi da mætte og trætte 🙂

Juleferie på Gili Islands (øen Trawangan) – den 23.-26.12.2013

Så holder vi bare juleferie her på den ene af de tre øer, som i al sin beskedenhed kun er 6,9 km rundt og den rute er både cyklet og gået nogle gange her i juledagene. Vi har desværre haft decideret lortevejr indtil den 25.12. Det har regnet og regnet, og vejen har været oversvømmet flere steder, så når man gik, var det i vand til anklerne. Nu ser det heldigvis ud til at blive bedre og morgenen i dag er smuk og solbeskinnet.

Det er så’n en lidt frisindet ø og faktisk blev vi tilbudt tjald fem minutter efter, vi landede på øen. Jo jo, vi skulle bare sige til….

Dyrelivet her på øen, består af 10.000 myg og sandfluer og vi har fået så mange bid og stik, at vi næsten er smurt ind i myggebalsam 🙁 Her er slet ingen hunde – men til gengæld en del katte, som er meget snakkende og opmærksomhedssøgende. De er også lidt nogle banditter, når der er mad i nærheden. Og her hvor, vi savner Minnie rigtig meget, er de blevet nusset og snakket rigtig meget med. Det har vist passet dem helt fint 🙂 Her er i øvrigt også masser af hestevogne, der bare høvler afsted med turister, der ikke kan holde til at gå. De har allesammen bjælder, så det har lydt lidt jule-kane-agtigt.

I går var det første juledag med dertilhørende julemiddag/-buffet alle steder på øen inkl hotellet. Det havde kattene jo selvfølgelig også fået opsnuset, så de forsøgte sig ved bordene og personalet jagede dem tålmodigt væk igen og igen. Men, som skrevet, er de også nogle banditter, så en af kattene hoppede op under vores bord, hvor den kunne sidde, og så gemte den sig der. Så kunne Lene fodre den, uden at nogen opdagede det……smart tænkt af katten. Det vil sige, det var altså bare indtil den blev lidt for utålmodig og stak hovedet ud under dugen, så måtte den forlade middagen.

Heldigvis har vi i dag gået øen rundt to gange lige efter hinanden, for der var godt nok meget mad…..kød og lækker fisk, som blev grillet. På kød/fiskesiden fik vi snapper, barracuda, blæksprutte, barramundi, kæmperejer på spyd og selvfølgelig kylling, oksekød og “special chicken”, som var kalkun 🙂 Og vi havde begge to ondt i maven, da vi trillede over til vores hytte.

IMG_1023 IMG_1024 IMG_1025 IMG_1027 IMG_1031 IMG_1029 IMG_1033 IMG_1034

Der kommer godt nok noget sand i maskineriet her på øen, som primært består af sand – men heldigvis har vi jo kilerem, så der er ikke en masse rengøring af kæder osv. Vi kan bare skylle cyklerne under rent vand, så er de klar igen. I og med, at her er rigtig mange cykler og cykeludlejere, har der været voldsomt meget fokus på vores cykler og de er blevet kommenteret og kigget laaaaaaangt efter efterhånden mange gange. Men det er nu også nogle fede cykler og udlejningscyklerne her er altså udlejningscykler…..på godt og nok mest ondt. Mange af dem, som lejer cykler her, er åbenbart ikke vant til at cykle og der er derfor mange, som ikke helt ved, at man kan justere sædehøjden, så langt de fleste, vi møder på cykler her, er ved at få knæene op i hagen, fordi saddelpinden er helt i bund. Godt det ikke er vores ben og knæ, siger vi bare 😉

Men nu er vi godt nok ved at trænge til at komme igang igen, så vi hopper på en færge i løbet af dagen og sejler tilbage til Lombok, hvor vi vil køre lidt rundt på den sydlige del af øen. Herefter har vi besluttet, at vi skal tilbage til Bali og være der den sidste af ferien. Det er nemmere at finde overnatningsmuligheder der, hvilket er lidt vigtigt i og med, at vores etaper ikke bliver så lange.

Slutmeldingen om Gili Islands er, at her også er rigtig smukt og fredeligt, men det er simpelthen for småt….og vi er ved at få ø-kuller.

Billede

Etape 6 (Sengigi – Gili Islands – Distance: 21 km)

Igen i dag var vi en smule langsomme i optrækket. Men det var ikke kun vores skyld, vil vi lige sige til vores eget forsvar 😉 På hotellet, som vi har overnattet på, kunne man først få morgenmad fra kl. 7.30. Ja, det er jo nærmest brunch, hvis nogen spørger os. Til gengæld var det en fantastisk “brunch”, som vi kom til at hænge lidt længe over. Det er jo også altid skønt at sidde og tage folk af 🙂

Da vi kom på cyklerne gik det faktisk ret godt. Det regnede en smule, men det gjorde morgentemperatuen fin. Derfor gav vi den gas, kom hurtigt ud af byen og blev enige om, at livet var skønt. Så var det lige, at vi bankede ind i et par stykker af de der bakker på 12-15 % stigning. Herefter gik al energi til bare at trampe i pedalerne og forsøge at trække vejret. Men som vi heldigvis tidligere har erfaret, så går det ligeså meget nedad som opad 🙂

Men så skiftede vejret lige fra lidt regn til et af de helt store skyl. Det betød kaffe (ja, altså Bali kopi) og en lille pause til, det klarede op.

Vi har besluttet at tage over på den største af de tre øer Gili Islands, der ligger ud for Lombok. Og efter endnu en regn-/kaffepause nåede vi til en strand, hvor vi kunne sejle fra. Vi hyrede en båd, cyklerne blev båret ombord og så var det bare derudaf. Og hold nu op, hvor det gyngede! Men de to balinesere var fuldstændig rolige, selvom båden krængede VOLDSOMT.

Ja, vi syntes altså, at det gyngede noget….

IMG_1006IMG_1013 IMG_1016

Da vi endelig havde fået fast grund under fødderne igen (vi er jo et par landkrabber), kom vi ind på den her bette ø, hvor der hverken er biler eller scootere. Til gengæld er her sindssygt mange cykler og rigtig hyggeligt. Vi trillede henad hovedgaden med kurs mod hotellet. Efter ca. 100 meter, var de et par drenge, som råbte Buddha efter Uffe……om det er det manglende hår eller hans figur, er vi dog i tvivl om 😉

Her er rigtig hyggeligt og meget stille og roligt i forhold til støjniveau. Men her er selvfølgelig vildt mange mennesker, hvilket vi jo godt kan forstå. Vejret er desværre ikke lige med os. Det er begyndt at regne temmelig meget – men så kan vi jo bare trøste is ved, at vi ikke behøver cykle i timevis i det. Så nu holder vi lidt juleferie de næste par dage 🙂

Vi tumler lidt med at få fotos lagt op på siden, men de skal nok komme hen ad vejen 🙂

Etape 5 (Candidasa – Sengigi – Distance: 19,7 km)

Vi vågnede med lidt stive stænger her til morgen. Bakkerne var lidt hårde ved os i går. Så vi var ikke så voldsomt hurtige til at komme afsted i dag. Det gjorde nu heller ikke så meget, for vi vidste, at dagens etape ville blive en af de helt korte.

Vi kom endelig afsted efter at have fået lidt morgenmad og Bali kopi (det er traditionel balinesisk kaffe og det er sgu noget, man skal vænne sig til). Og efter at have slæbt vores cykler igennem hele receptionen igen. Planen var så at køre til Padangbai, hvor vi kunne komme med en hurtigfærge til Lombok. Som den skarpe læser måske har tænkt, så ja, vi har droppet Java……vi er simpelthen blevet for gamle til steder, der ikke er sikre.

Nede på havnen, (som vi faktisk også cyklede ud til sidst, vi var her), måtte vi bare ind og have et par kopper cappuccino, så’n for at komme helt i gang. Ikke at vi skulle i gang med noget, for vi hoppede jo bare på hurtigfærgen sammen med en voldsom masse andre mennesker og deres bagage. Og selvfølgelig også vores cykler, som færgepersonalet var meget optaget af. De fik som det sidste heflet cyklerne ombord og da vi efterfølgende hoppede om bord (vist nok også som de sidste – men vi ville dælme være sikre på, at cyklerne fulgte med og blev behandlet ordentligt), var der kun plads oppe på dækket, hvor vi lige kunne sidde med benene udover rælingen. Og så fik båden ellers fuld gas. Det var en rigtig dejlig tur…..og vi så faktisk både flyvefisk og delfiner på turen. Så det var helt perfekt, at vi sad udenfor.

Da vi ankom til Lombok, sejlede båden bare ind på stranden og smækkede en lille trappe ned til sandstranden, og så var det bare at kravle af der. Tilsvarende skulle cyklerne jo også den vej. Desværre nåede vi ikke tage nogen billeder af det, men det så temmelig vildt ud, da de blev løftet ned på stranden. De vejer jo alligevel omkring 25 kg med oppakning.

Og lige efter stranden stod der sørme lige nogle mænd og solgte friske kokosnødder. Så vi måtte lige have en gang kokosvand med dertilhørende frisk kokos til (det skraber man ud efter at have drukket vandet) og det smager ganske enkelt fantastisk 🙂

Variationer over temaet “frisk kokosvand”

IMG_1003IMG_0980 OLYMPUS DIGITAL CAMERAIMG_0981

Vi trillede herefter hen til det hotel, som vi allerede havde booket i går, og vi bliver vist nødt til at lave et særkapitel til vores rejsedagbog, som kun skal handle om fantastiske badeværelser. Klimaet er jo til udendørs badeværelser, og det gør de en del i her. Se billederne nederst i det her kapitel……for lækkert siger vi bare. Det kunne være skønt at kunne gøre det samme i Danmark 🙂

IMG_0935IMG_0936 IMG_0937

Vejret har været lidt træls i dag med regnvejr og en af de heftige byger. Og ja, regnvejr og byger er faktisk to forskellige ting. Vi valgte at tage en taxa ned til byen til aften og blev kørt hen til en lille indonesisk restaurant, hvor tjeneren havde et fantastisk sprogøre. Han kunne en del dansk, som han underholdt os med og han fik så lige udvidet sit danske ordforråd med adskillige nye ord – herunder kylling, stegt og grillet og fiskefrikadeller. Han fangede de fleste i første forsøg.

Vi er, som tidligere skrevet, på en del af bananpandekageruten. De serveres hele dagen, startende til morgenmaden og fortsætter til dessert efter middagen. Og vi må sige, at de smager helt fantastiske. Faktisk begriber vi ikke, at de ikke er slået igennem hjemme i Danmark, når man tænker på, hvor mange der har rejst her omkring og i Thailand.

Lene sneg sig efter middagen ind i en lille lokal butik for at kigge efter Buddha figurer (hun skal jo helst have en med hjem fra alle steder…..ja, ligesom et Starbuck krus 😉 ) og i dag lykkedes det hende at finde en Buddha med præcis det håndtegn/mudra, som hun lige gik og ønskede sig. Den er nu en del af samlingen og Uffe siger, at hun må sgu selv slæbe den resten af vejen.

Vi kommer til at lave lidt ø-hop i de her dage. Som sagt er vi kommet til Lombok og i morgen regner vi med at hoppe videre til Gili Islands, hvor vi vil tage et par fridage og holde en form for jul. Det bliver ikke så meget cykling som håbet og forventet, men som sagt er terrænet barskere end forventet. Mens vi tager de kommende fridage, vil vi så forsøge at lægge en form for en slagplan for de sidste uger, så vi får cyklet mest muligt.

Etape 4 (Tulamben – Candidasa – Distance: 65,3 km)

I dag var en af de gode dage i forhold til at komme ud af røret, så klokken var kun 7.45, da vi forlod hotellet. Og på det tidspunkt havde vi jo også nået at spise morgenmad og få pakket cyklerne 🙂

Det har regnet noget i dag – men vi må desværre sige, at det er fint nok, for vi blev godt nok noget forbrændte i går. Dagens etape har i dag budt på de vildeste udfordringer. Bakke OP og OP og OP og så NED og NED og NED. Man ved det jo godt, altså at når man kører udenfor hovedvejene, så er det bakket af h…. til. Men det er jo også bare der, det er sjovt/spændende og interessant at køre og at opleve. Vejene er jo heller ikke ligefrem i LMK niveau (det var en til dig Britt 😉 ). De værste knolde er så’n lige hakket af og så er der klappet lidt asfalt ovenpå.

Nogle steder er vejene dog bedre og på nogle af nedkørslerne i dag, var de rigtig fine. Det betød, at vi nåede en max hastighed var 60 km i timen. Og så går det dælenfløjtemig hurtigt – og med tungen meget lige i munden. Men der var nogle rigtig gode veje og tilsvarende bakker at suse nedad. Og mor, det var selvfølgelig kun Uffe, der kørte SÅ HURTIGT, Lene nåede KUN op på 56,1 km i timen 😉

Så må vi lige have et par ord med om udstyret….det går vi jo ikke ned på. Men vi må godt nok imponeres over cyklerne i det her terræn. Vi var jo rigtig glade for at køre på vores Storck cykler sidste sommer og vi udviklede jo nærmest et symbiotisk forhold til dem. Men sorry Storck, vores nye cykler er bare bedre! Det er selvfølgelig også mere en mountainbike end den gamle, som mere er en trekking cykel. Men de kommer virkelig til deres ret her og er langt mere stabile i høj fart. Vi må jo også igen lige takke Anders B for, at han introducerede os til “Cane creek” saddelpinden. Uden dem var vores rumper allerede på nuværende tidspunkt fuldstændig mørbankede.

Vi har i dag kørt igennem nogle rigtig fattige områder. Det er ikke ligefrem “Turistruten” eller “Bananpandekageruten”, som det hedder her, vi har valgt. Her minder faktisk meget om Indien. Folk her har absolut ingenting – de bor i skure og har bare en enkelt ko eller to, måske lidt hængebugsvin og altid høns, som man også ser overalt – og altid med en flok kyllinger i rumpen. Og når vi nu snakker om virkelig fattige mennesker her, så skal man altså lige være opmærksom på, at Bali hører til det absolut rigeste land i Indonesien! Det sætter altså ligesom hele fattigdomsbegrebet eller den nye danske fattigdomsgrænse noget i relief. Her er det ikke afgørende, om du får den nyeste iPad eller iPhone i julegave…..eller måske må nøjes med den gamle model. Her bliver man himmelhenrykt, hvis man får en sodavand til 2,- kr.

Men selvom de er så fattige, så smiler, hilser og råber efter os. Når de får øje på os, går de i gang – og det er sjældent, at vi kan nå at hilse eller smile først. Det er sgu da fantastisk og livsbekræftende 🙂

Vi har da heller ikke fået skrevet noget om alle de hunde, som vi møder. De fleste er gadehunde og de er sgu sølle at se på (det er lidt svært at holde ud til at se på). Dem, der hører til et sted, har en snor om halsen. Og vi er desværre ved at skræmme livet af dem, når vi kommer cyklende. De ligger tit midt ude på vejen og er vant til at blive dyttet af – og de kender derfor lyden af biler og scootere. Men de hører jo ikke os, så de bliver bare så forskrækkede, og det er bare rigtig synd for dem Men vi kan bare ikke larme mere, end vi gør. Ind imellem går de sgu også lidt efter fødderne og dækkene, hvilket er mindre sjovt. Så bliver der altså trampet lidt ekstra i pedalerne.

Og så tilbage til hængebugsvinene, som vi skrev om lidt tidligere. Det er jo de helt farlige dyr her, som man skal holde sig på afstand af, for de kan være bærere af japansk hjernehindebetændelse, så vi holder afstand……indtil om aftenen, når de er helstegte (Babi Guling).

Det er altså også så’n ret surrealistisk at komme fra de helt fattige områder og så checke ind på et resort næsten lige ved siden af. Det er bare to forskellige verdener. I den ene kan to personer spise (og det er altså god mad) og drikke for det, der svarer til 12,- kroner og på den anden side af hegnet koster en halv liter vand 12,- kroner. Det er sgu da interessant…..altså på den påfaldende måde.

Men sove skal vi jo, og der er noget fyldt på hotellerne i området. Det er jo næsten jul og absolut højsæson her. Der er rigtig mange australiere og asiater, som åbenbart skal holde jul her. Der bliver også vældig pyntet op til jul. Det er så her, hvor det bliver ganske tydeligt, at balinesere jo ikke er kristne (de er primært hinduer og muslimer + nogle buddhister). Men de kan ligesom ikke rigtig få hold i det igen, når de pynter op, så alt blinker, lyser og skinner og der er kunstige juletræer med seriøst MEGET pynt på overalt.

Ja, den ene stråler næsten mere end den anden 😉

IMG_0882 IMG_0995

Vi har indtil nu været heldige med at kunne tage vores cykler med helt hen til vores hotelværelse (alt er jo ved jorden her) selvom receptionisten her til aften var noget presset over os. Og i dag tog vi da ikke engang vores cykler med ind på værelset, som vi ellers har sneget os til et par steder 😉

Lad os lige slutte med dagens antal højdemeter: 1.022.

Etape 3 (Tejakula – Tulamben – Distance: 38 km) 

Nå, men så havde de andre på hotellet jo lige fortalt, at det var så sikkert på hotellet, at man sagtens kunne sove med vinduerne åbne. Den sprang vi selvfølgelig på, for det var lige ud til stranden og dermed vandet, så vi kunne høre bølgerne. Men her til morgen (hvor vi sov til kl. 7.30….ja, det er den rene ferie for os), måtte både hr og fru Væsel erkende, at det bare havde været en decideret lortenat. Fordi vinduerne stod på vid gab, var der bare så mange lyde, bl.a. af frugt som faldt ned lige udenfor værelset, at vi var blevet vækket igen og igen og havde lyttelapperne helt ude for tænk, hvis der kom nogen og tog os.

Vi var også lidt langsomme til at komme i gang her til morgen. Både fordi vi kom sent op men også fordi det var hyggeligt ved morgenbordet, hvor alle var samlet igen. Den tyske mand kom på et tidspunkt helt hen til os og spurgte Lene, om han måtte stille et lidt usædvanlige spørgsmål. Det måtte han selvfølgelig, svarede Lene og håbede på, at det ikke var for syret et spørgsmål. Men han sagde, at han havde gjort sig den betragtning (fordi han havde arbejdet på en radio), at Lenes stemme var meget tydelig, rolig og tillidsvækkende …. så han ville bare spørge, om Lene mon havde et arbejde, hvor hun skulle bruge sin stemme. Og jeps, det må man jo nok sige…..som psykolog er det jo både ører og stemme, der bliver brugt. Men det var bestemt en usædvanlig og interessant betragtning (så det er ikke helt skærebrænder stemme, hun har, selvom Uffe nogle gange synes det). Uffe blev selvfølgelig også nysgerrig efter at høre, hvad han så tænkte om hans stemme, hvad kunne den mon bruges til. Joeeeeeee sagde den tyske mand, den ville vist bare være bedst til (ligesom hans egen) at bruges på en tur på værtshus, hvor der skulle råbes mere 😉

Nå men vi må hellere tilbage til turen. Og ja ja, vi kan godt se, at det er nogle korte etaper, vi holder os og at det nærmest ligner en badeferie. Men da vi først kom på cyklerne i dag, gik det bare derudaf for fulde gardiner. Vi kører ude ved kysten nu og det gør jo terrænet mere jævnt. Det gør så også lige noget ved temperaturen og disen. Omkring middag lå temperaturen på omkring 41,5 grader og næsten ingen skyer. Det var godt nok lidt varmt at køre i og vi måtte jævnligt holde nogle vand- og skyggepauser.

På et tidspunkt over middag blev vi enige om at snuppe lidt frokost i en lillebitte warung, som tydeligvis mest var til de lokale. Det var vi nu afslappede overfor, for de laver virkelig god mad de steder, selvom man ikke nødvendigvis kan definere, hvad det består af. Mens vi spiste, kom fem børn til i alderen seks til elleve år og ville bare så gerne snakke med os. Så vi snakkede med dem og blev enige om at give dem hver en sodavand (de kostede i danske penge 2,- kr stykket). Først blev de helt fjollede og ville slet ikke tage imod dem, men efter lidt tid tog de fnisende imod sodavandene og var nærmest ved at takke over for dem. Det var tydeligvis ikke hver dag, de fik en sodavand, så det var bare skønt at se dem blive så glade for så lidt!

Skønne unger 🙂

IMG_1286 IMG_1283

Nu også berigede af den oplevelse trillede vi videre i heden og med tiltagende røde “roe-hakker arme” og røde skuldre. Vi fik nemlig i morges overbevist hinanden om, at det var helt fint at køre i ærmeløse trøjer i dag. Og vi bruger altså solcreme (faktor 50) men ikke desto mindre, så svitsede middagssolen godt nok noget på vores vinterblege hud. Nogen kan måske huske billedet af Lenes ryg fra sidste sommer (med de onde “øjne”). Den er der allerede ved at blive lagt an til igen 😉

Og skøn frokost (og ja, fruen har det varmt) 😉

IMG_1289 IMG_1288

Vi kom også forbi endnu en ceremoni og der er bare farver og lyd på, når det først går i gang. Det er ret spændende at betragte som vesterlændinge.

Vi må jo altså også fortælle lidt om dyrelivet hernede. Først og fremmest er der jo gekkoerne, som findes i forskellige udgaver…..tror vi ihvertfald…..de siger ihvertfald noget forskelligt. De mindste klikker og de større siger faktisk ge-ko ge-ko (deraf navnet). De er overalt ude såvel som inde. De er ganske hyggelige at have kravlede rundt på væggene, uanset hvor man overnatter og kommer hen. Og de er fuldstændig harmløse! Dem kommer vi til at savne lydene af. På den lidt mere ækle side af dyrelivet, er der edderkopperne. Vi havde lykkeligt glemt ALT om dem, indtil vi cyklede forbi et monsterstort spindelvæv med dertil hørende edderkop. Som man måske kan se på billedet, er det nogle store sataner, som kan give lidt ondt i maven bare at se fotos af. Dem er der nogle steder rigtig mange af, hvor de er samlet imellem træerne. Bvadr……siger vi her. Dem kommer vi nok ikke lige til at savne, selvom de nok ville kunne nappe en hel sommers produktion af fluer i et spindelvæv. Vi har ikke set nogle aber endnu, som der ellers er mange af i visse områder. Men når vi kommer tilbage til Ubud, skal vi nok et smut ned forbi “Monkey forrest” og se til alle de aber, der bor der……og er nogle værre banditter 🙂

FØJ…siger vi bare!

IMG_0904 IMG_0905

Tilbage til cyklerne og dagens etape. Vi havde sat et mål lidt længere væk end de 38 km. Men i og med, at solen var så skarp, måtte vi søge skygge før tid. Og der er en seriøs risiko for, at vi er røde på armene og ikke mindst skuldrene i morgen. Vi dumpede derfor ind på det første og bedste hotel, vi kom til. Det er et lille dykker/snorkling sted, som derfor selvfølgelig ligger lige ned til havet. Der er jo noget forskel på de steder, vi overnatter. Her i dag kostede værelset inkl. morgenmad 185,- kr. for to altså. Det er selvfølgelig ikke et resort til den pris – men det var fint nok til pengene, og det viser, at det ikke behøver være dyrt at rejse på Bali.

Cyklerne er taget ind for natten….

IMG_1284

Og selvom dagens etape ikke var en af de lange, var vi alligevel noget trætte i skroget, så det var godt at få en seng og lidt aircondition 🙂

Etape 2 (Payangan – Tejakula – Distance: 57,1 km) 

I dag kom vi op med rumpen fra morgenstunden af – faktisk allerede kl. 6.10, vi fik pakket og var klar til morgenmad, da restauranten åbnede kl. 7.00. Og de kan altså noget med dejlig morgenmad her…..og den friske frugt og juice er bare rigtig friskplukket og -presset. Og med en udsigt udover regnskoven med dertilhørende lyde til, så går det hele bare op i en højere enhed.

Receptionisten Iwan fra hotellet, va meget optaget af vores cykler og fortalte, at han selv havde cyklet noget. Han insisterede også på, at vi fik taget et fælles foto. Så nu er vi måske med i hans historier om spændende gæster til de nye gæster – på linje med Miss World fra Holland og Helen Mirren, som har været gæster på hotellet 😉

IMG_0885

Nå, men i går kørte vi jo først opad for derefter at køre nedad. Og morgenen i dag blev så lige brugt til at køre opad nok en gang. Vi besluttede alligevel at vende tilbage til den rute, vi startede på i går. Det betød, at vi kørte op ad vulkanen “Mount Batur” og det var rent faktisk noget, der minder om et seriøst helvede! AV AV AV vores lår og lægmuskler, siger vi bare. Vi mindes igen en, der har sagt noget med, at “smerten er din ven”…….. Og hvem pokker har så brug for fjender, når man har sådan en ven????

Hvis vi skal gøre det mere tydeligt for jer, så målte vi faktisk stigninger eller nedkørsler på op til 25 %. For dem, der har brug for mere forklaring om dette, betyder det, at for hver 10 meter du bevæger dig fremad, kommer du 2,5 meter op i luften. Det giver lidt et billede af det og ja, vi var af cyklerne og trak opad de bakker.

Der sælges skøn frugt & laves fantastiske byskilte:

IMG_0906 IMG_0934

Måske skulle Uffe have brugt mere tid på træning end på at lodde dimser sammen. For hvad er al udstyret værd, hvis man kun kører på en cylinder …. Og Uffe peb godt nok meget i løbet af dagen.

Vi startede godt nok bare med en svag stigning som bare tog til hele tiden. Når man tager det faktum i kombination med, at batterierne blev drænet, så ender man med to trætte cyklister, der ikke snakkede ret meget – udover at siger: “Hold nu maule, hvor er det hårdt” til hinanden.

Vi kom alligevel til toppen, hvor der var gang i en ceremoni – det er der altid et eller andet sted og vi fik fundet et lille sted at spise, hvor gammelmor holdt meget øje med, om vi kunne lide maden. Og da vi gav maden tommelfingeren op, flækkede hun i et fantastisk tandløst smil. Det er hende på billedet. Er hun ikke bare skøn 🙂 Lene sneg sig også til at give en af gadehundene en stump fisk, som den taknemmeligt hapsede og blev hængende for at se, om der mon faldt mere af.

image .image

Vel fodret af, for maden var både stærk og god, trillede vi videre og forventede, at det skulle til at gå ned af. Men nej, snydt igen, siger vi bare!!! Det fortsatte sgu bare med at gå opad i det, der virkede som en evighed. På det tidspunkt havde vi taget 1.100 højdemeter. Men da vi så kom til den rigtige bjergtop, var vi altså på 1.407 højdemeter. Højden var samlet: 1.877 meter.

Et par kig fra toppen:

IMG_0924 IMG_0919

Hernede er det faktisk også sådan, at man skal være lidt skarp i forhold til at vælge den rigtige vej. Hvis man smutter forkert op eller ned af en vej, koster det, for med de dybe kløfter, der er på øen (fra vulkanerne), er der ikke nogen tværgående stikveje…..så er det bare at vende om og køre tilbage. Ja, det har vi allerede prøvet flere gange nu, hvis nogen skulle være interesseret i den information.

Jackfruit og bananpalme:

IMG_0908 IMG_0907

Men da det så endelig begyndte at gå nedad, så gik det dælme også nedad. Hvor det var hårdt for benene opad, var det så sindssygt hårdt for hænderne at køre nedad. Der skulle bremses hele tiden. På et tidspunkt var vi nødt til at justere bremserne, for det slider jo pænt meget på bremseklodserne, når de bare bliver holdt i bund over adskillige km. Men det var ikke muligt at gøre på bagbremsen, for bremseskiverne var så varme, at vi ikke kunne røre ved dem. Havde vi smidt vand på dem, havde det sydet og Lene nåede da også lige at få en brændvabel på fingeren.

Vi blev også stoppet af nogle lokale kvinder et sted, hvor gps’en sagde, at vi skulle køre ligeud og ned af den ondeste og stejleste bakke. De sagde en hel masse på balinesisk og fik sendt os en anden vej. Og den var slem i sig selv, så vi siger tak.

Nedkørslen var på omkring 13 km, så kan man måske forestille sig, hvor stejlt det var. Vi gentager lige her, at vi var oppe i 1.877 meter.

Vandpause ved den lokale kiosk:

IMG_0871 IMG_0869

Endelig nede igen begyndte vi at kigge efter et sted at overnatte og fandt frem til et lille resort, som vi nu godt nok skulle lede noget efter. Men vi fik et værelse, fik en tiltrængt kop kaffe og fik hotellet overtalt til at åbne deres spa, så vi kunne få en gang massage. Den her massage var en traditionel balinesisk massage – men hold nu op, hvor de tog ved. Det gjorde mere ondt end den “deep tissue”, vi fik den anden dag. AV, siger vi bare……Lene fik blå mærker af det….men tak, siger vi nu alligevel også, for musklerne trængte til det 🙂

Bagefter fik vi at vide, at middagen var serveret, så vi måtte faktisk godt indfinde os i den udendørs restaurant. Vi troppede op og satte os for den ene ende af langbordet. Umiddelbart efter (de ventede åbenbart bare på os) kom en kvinde, et ægtepar og deres tre børn også op og satte sig ved bordet. Så var der ellers dømt fællesspisning og fælles menu (forberedt i en cooking class/kokke skole på hotellet tidligere på dagen). Og det var bare helt vildt hyggeligt. Kvinden var fra Belgien og ægteparret med børnene var fra Tyskland. Dem fik vi snakket rigtig meget med og de var både rigtig søde og interessante at snakke med. Vi nåede vidt omkring i emnerne og synes faktisk, at vi var berigede, da vi gik i seng 🙂

Dagens menu 🙂

image

Her var vi lige inde for at få en lille kop kaffe:

image

Etape 1 (Ubud – et stykke udenfor Ubud/Payangan – Distance: 28 km)

Så gik der nok lige ferie i den. Vi vågnede kl. 07.45 og det er dælenfløjtemig sent for hr. & fru Væsel. Lidt forsovede kom vi da op til lidt morgenmad og ikke mindst til KAFFE. Og hvis vi skal underholde ud i det kulinariske balinesiske morgenbord, så stod den på friskpresset ananasjuice, bananpandekager, omelet med grøntsager og bacon og frisk frugt med yoghurt…..mums siger vi bare. Og hvis nogen skulle driste sig til at tænke, at de tykke danskere hellere skulle bevæge sig noget mere end bare ved at skovle ind, så er portionerne altså ikke så store på de her kanter (Uffe citat: men priserne er også små, så man kan da bare få flere portioner…..hvis man har behov for det 😉 )

Bagefter skulle Lenes cykel samles og det hele pakkes ned, så vi var rent faktisk først på cyklerne til middag. Vi skulle lige i gang, for trafikken var heftig, vejene smalle og som det “værste” vi skulle jo vænne os til at køre i venstre side af vejen. Sidstnævnte går der altså et par dage med at blive helt fortrolig med. Nå, men vi satte kurs efter et tempel nordpå og trampede frejdigt i pedalerne. De første 20 km gik det så bare opad og opad og opad, så vi skulle nok lige hilse og sige, at vi kom i gang på den hårde måde. Bakkerne hernede får jo Overlundbakken til at ligne et bump på vejen (no offence).

Vi har ikke rigtig noget kort at køre efter, for i vores gps findes Bali bare ikke (ja, vi takker nok lige Garmin for det….nogen vil måske huske fra sidste år, at vi ikke ligefrem blev slyngveninder med Garmin). Men opad det gik, og på et tidspunkt måtte vi lige forsøge at skabe os en form for et overblik over, hvor vi var i forhold til den planlagte etape på beskedne 40 km. Ja ja, det viste sig selvfølgelig (eller desværre), at vi var helt galt på den. Og de to floder, som vi skulle have krydset, havde vi nok lige misset.

ÆV siger vi bare og vi valgte så efter lidt overvejelse at backtracke et stykke ned af bakken. Vi har jo ikke noget, vi skal nå og ikke nogen plan, som kan gå i vasken, så vi ville hellere køre mod Ubud igen og så komme over de pokkers floder. Det gik dæleme hurtigt. Efter et stykke ned af Bakken, drejede vi fra mod et hotel, som vi har læst rigtig flotte anmeldelser om tidligere (Ubud Hanging Gardens). Deres skiltning var dog noget mangelfuld, så det kunne vi ikke finde. Og for at gøre det fuldendt, begyndte det at regne (og det er ikke ligefrem små sommerbyger, de smækker ind fra højre her). Det er jo regntid her på nuværende tidspunkt, så det var den helt store sluse, der blev åbnet for. Vores held var så, at der dukkede et andet hotel op.

Et lille kig til vores hotel (så skal man bare liiiige derover):

image

Hotellet hedder Nandini Bali, Jungle resort & spa. De havde selvfølgelig et helt specielt tilbud til os, som vi nappede med et smil. Vi ville have haft vores cykler med ned til vores hytte…..men personalet rystede meget bestemt på hovederne og sagde: “no no”. De lovede at passe på dem via vagtservice og videoovervågning og sendte os ned af de vildeste trapper (så nej, vi kunne på ingen måde have slæbt vores cykler med……for slet ikke at tale om at skulle slæbe dem med opad igen). Halvvejs nede at bjerget igen (sådan føltes det i hvert fald) åbenbarede vores hytte sig så. Og den var, som billederne viser, hele turen værd. Her er bare så smukt og det er midt i junglen/regnskoven, vi bor. Lydene er fantastiske og udsigten skøn.

Et kig til selve værelset:

IMG_0875IMG_0879 IMG_0880

Udsigten fra værelsets veranda:

IMG_0878 IMG_0877

Nu vil den matematisk stærke læser måske begynde at tænke i en form for udregning af vores gennemsnitshastighed. Glem det, siger vi bare. Det kan godt være, at det ikke blev til mange km i dag, men på den korte strækning har vi faktisk besteget ikke mindre en 556 højdemeter. Nogle af stigningerne var altså også seriøst udenfor kategori. Vi måtte trække flere steder og kunne kun træde med forfoden. Det er altså stejlt så, nå!

Det er desværre svært at se, hvor stejl bakken er…..men tro os – den ER stejl:

IMG_0888 IMG_0895

Så har vi også været ude i nogle lidt seriøse overvejelser i dag – af de lidt trælse. Uffe snakkede med en balinesisk mand i aftes på en rygetur udenfor hotellet. De snakkede vores planlagte rute hen over øen og over på Java. Manden syntes bare ikke, at vi skulle tage til Java. Som han sagde, “Her på Bali passer vi jo på vores turister!” Det gør de åbenbart ikke på Java. Han sagde også, at vi på ingen måde skulle køre rundt med flere penge, end vi lige skulle bruge, for det var ikke sikkert. Og vejene op mod færgeoverfarten var frygtelig smalle og farlige. Hvor fedt er det lige at få at vide 🙁

I morges måtte vi jo også indrømme overfor hinanden, at vi begge to havde tænkt noget over det i nat og til morgen. Lige nu er vi ikke helt afklarede på, om vi “satser” og tager. Over til Java, eller om vi skal ændre turen og derved springe Java over. Vi vil ihvertfald fald ikke køre rundt og være bange eller risikere liv og lemmer. Så vigtigt er det heller ikke at se vulkanen Bromo og at udforske Java.

Men vi ved heller ikke, om noget af mandens bekymring, var en balinesisk overbeskyttelse af turister. De har jo, som bekendt, været ganske pressede efter bombeattentatet i 2002 Det første år efter bomben, var der overhovedet ingen turister på Bali og meget lukkede og de forretningsdrivende gik bankerot. De lever jo af turister på hele øen. Nu 11 år efter, er de oppe på ca. 60% af turistmængden igen.

LIGE FØR ETAPE ET 🙂

Endelig blev det søndag den 15.12., så vi kunne komme afsted. Cyklerne blev med noget bøvl pakket – Uffe havde for noget tid siden (og det kommer nok bag på mange) fundet nogle nye cykeltasker/-kasser til os, og vi havde ikke lige nået en prøvepakning…..så stresshormonerne nåede da nok lige at komme i overproduktion, da det viste sig, at cyklerne ikke bare lige kunne være deri. Uffes forklaring på det var, at han jo også lige på et tidspunkt havde fundet de her nye amerikanske styr (Salsa woodchipper). Nå, men i kom de, Allan fik hentet os og fragtet os til Billund.

I lufthavnen mødte vi så lige en lidelsesfælde (hvortil der dog lige skal tilføjes, at vi er de rene cykelnovicer) Marianne, som har cyklet nogle rigtig spændende steder i verden sammen med sin partner. Vi laver lige et link til nogle af deres videoer på youtube en af dagene 🙂

Og tjuhej som det så gik først mod Amsterdam, så Singapore og sidst med slutdestinationen Bali. Wayan hentede os i lufthavnen og med noget besvær fik han og Uffe bakset cykler og kuffert ind i bilen. Så var det afsted mod Ubud (som nogen ved) er en by, vi har besøgt før. Hotellet er rigtig fint og der er plads til at samle cykler på verandaen 🙂

Uffe makker med den ene cykel:

IMG_0867

Vi er temmelig møre i skroget efter den lange rejse:

image IMG_0840

I flyet var der ellers ved at udvikle sig et mindre drama på strækningen Amsterdam – Singapore. En ældre mand, som sad på rækken før os, blev pludselig dårlig og flypersonalet måtte spørge os passagerer til, om der var en læge om bord. Og det var der heldigvis…..en ung knøs (eller måske er vi bare ved at være gamle 😉 ) ilede til hjælp. Den dårlige mand blev så lige tjekket og rusket noget i, hvorefter de baksede ham ud i et mellemrum, hvor han kunne ligge på gulvet. Det hører selvfølgelig med til historien, at han blev helt frisk igen 🙂

En smule jetlag’ede stod vi op ved syvtiden i dag og ilede hen til hotellets restaurant efter KAFFE….vi havde lige glemt, at man ikke så’n lige får hjertebanken af almindelig kaffe her, så det tog lige et par kopper at få det værste spindelvæv væk. Så måtte Uffe i sving med cyklerne og den første blev samlet. Meeeeeen så syntes vi altså lige, at vi skulle en tur ned i byen for at se, om alt var, som det plejer 🙂 Vi må jo sige, at det at komme til Ubud, er lidt som at komme hjem. Der var faktisk et par butikker, som er lukket siden sidst.

Kaffepause på restaurant Nomad på Ubuds hovedgade:

image

Vi blev så enige om, at vi skulle have en gang massage for at få løsnet kroppen op efter den lange flyrejse. Vi fandt et lille sted, hvor de tilbød “deep tissue massage”……. Og vi skulle da nok lige hilse og sige, at det var en gang massage, der ville noget. De her små balinesiske kvinder kan dælme tage ved og hold nu op, hvor gjorde det ondt! Uffe formåede dog at falde i søvn under de 1 1/2 times massage….forstå det, hvem der kan. Og så til prisen — vi kom af med 120.000 rupies, hvilket i danske kr. er i runde tal 50,- kr. Men det var så også pr næse 😉 Bagefter fik vi en fodbehandling . Noget især Uffes fuser var umanerlig glade for. Samlet pris for os begge var den svimlende sum 140,- kr!

Resten af dagen har vi bare dasket rundt i byen, fået lidt kaffe her og der. Og sluttede af med aftensmad i en “warung” , hvilket i danske termer vel nærmest kan kaldes en lille, lokal restaurant med lokale specialiteter. Dem er der rigtig mange af med hver deres specialiteter. Vi fik her en fælles forret, en hovedret hver, en dessert hver og vand, samt cola. Og prisen var her samlet 152.000 rupies, som så er omkring 60,- kr. Er det billigt eller hva’ 🙂

Lidt stemningsbilleder fra Ubud (som bare er vores by):

image image

I morgen skal sidste cykel samles og vi skal have set, hvor meget (læs: lidt) bagage, vi egentlig kan have på cyklerne. Resten bliver her på hotellet, som vi vender tilbage til og tager sidste overnatning på, og vores cykeltasker og kuffert er så opmagasineret her indtil da. Og så triller vi ud på landevejene i morgen, hvor det rigtige eventyr først starter.

Nedenfor er et par billeder af vores første hotel…..det er da så’n okay 😉

image image

image 

Udsigten til hotellets poolområde:

IMG_0852 IMG_0851

DAGEN FØR DAGEN 🙂

Så er det endelig dagen før dagen og vi er SÅ klar til at komme afsted…..i hvert fald rent mentalt. Vi skal “bare lige” være færdige med arbejde og have pakket det hele i dag og håber på, at Lene ikke har fundet for meget frem 🙂 Men vældig klog af skade fra sidste år (hvor første læs jo blev sendt hjem, da vi kom til Tønder), har vi udviklet os meget indenfor begrebet “to travel light”.

Klar til afrejse 🙂

IMG_0837

De sidste uger har huset selvfølgelig været fyldt med diverse cykeldims. Uffe har som det seneste været i gang med selv at lave stik og ledninger til vores strømforsyning, så det er tilpasset vores cykler ned til mindste detalje. Så nu har vi også alt udstyr til at lodde osv. med 😉

IMG_0830IMG_0826 IMG_0829

FØR-FØRSTE ETAPE:

Vi flyver ud fra Billund med transit i Amsterdam, hvor de har den vildeste skanner i security. Den gennemlyser lige hele kroppen, når man står i den med spredte ben og armene strukket ud….en smule spacy 😉

Herefter kommer det lange stræk til Indonesien, Denpasar. Vi havde egentlig tænkt, at vi ville tage 1-2 dage i udkanten af Denpasar, så vi lige kan komme os over det værste jetlag og ikke mindst, så Uffe kan få samlet vores cykler. Men det er justeret til, at vi bliver afhentet i lufthavnen (hvis ellers hotellet vil melde tilbage på vores mail og reservation) og kører op til Ubud, hvor vi tager to overnatninger. Ubud er en rigtig skøn by, som vi har boet i de sidste to gange på Bali. Så vi kender byen og området…..det frigiver altså lige lidt mental energi, som vi nok får brug for de første dage. Med vores alder er det sgu hårdt at rejse et døgn!

Se dét er jo også noget, der passer Lene storartet, for i Ubud kan hun formentlig liiiiiige nå at købe alt det dims, krydderier, Buddha figurer osv., som hun bare SÅ gerne vil have med hjem. Så mens Uffe samler cykler, smutter Lene lige ned til byens marked, som vist nok er det største på Bali — og hvor de har alt hvad hjertet kan begære af ovenstående ønsker. På den måde bliver det nemmere for BÅDE Uffe OG Lene på den efterfølgende cykeltur, for alle tingene kan jo bare blive på hotellet, til vi kommer retur den sidste overnatning. De skal alligevel opbevare vores cykelkasser og kuffert.

Det gør det på den måde nemmere for Lene bare at kigge, når vi kommer forbi diverse markeder og gadesælgere. Og det er altså sådan på Bali, at “You touch it – you buy it!” (det var også lige en lille info. til dig Pernille M, så du ikke kommer hjem med det meste af Bali efter din tur 😉 ). Og Britt, i og med at vi tager omkring Ubud, kan du godt regne med, at jeg har vanille stænger med hjem 🙂

I Ubud er der også et utal af steder, hvor man kan få massage til næsten ingen penge. Så vi kan lige nå et par gange, så benene er løsnet lidt op efter den lange flyvetur. I får lige lidt stemningsbilleder fra Ubud og omegn fra sidste ture dertil:

OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Om ganske få uger er vi dem, der er fløjet — cyklerne er næsten klar (for Uffe har selvfølgelig liiiiige fundet på et par ting, som skal ændres på dem inden afrejse). Ja ja, sådan skal det jo være. Og det er sådan noget, Lene trygt overlader til ham og hun begynder til gengæld at overveje, hvor “light” vi kan “travel”, for det hele skal jo være på cyklerne……og på de nye cykler er der faktisk mindre plads til baggage, fordi det er mountainbikes.

1395192_339155952894583_2024171010_n

Se dette er jo et ganske stort (nærmest umenneskeligt) pres for Lene – især fordi, det er Bali, vi vender tilbage til. Og der vil hun altid gerne have rigtig mange og rigtig store ting med hjem fra ;). Men hun skal jo også selv slæbe tingene over diverse vulkanbjerge, så enten må hun sætte sin lid til pakkeposten eller begrænse sig (det bliver nok posten, der vinder).

Men der er bestemt begrænsning på, hvor meget vi skal have med fra DK. Og med sidste års tur i tankerne, mindes vi jo tydeligt, hvor lidt man faktisk kan klare sig med, når man selv skal slæbe 😉 Saddelfedt står ret højt på listen, skulle vi lige hilse at sige….

Vores ambition er at cykle Bali og Lombok rundt samt at tage en tur over på Java og se noget af den ø også. Vi vil ikke sætte km på men se, hvor langt vi når og vi håber på, at vi kommer til at se noget af det mere uberørte og traditionelle Indonesien. Java er jo ikke så turistpræget, så det bliver rigtig spændende at rejse der. Vi glæder os til at fortælle jer om det og vise jer billeder af alle de skønne steder, vi kommer forbi 🙂

bali-map-3 2000px-Java_Transportation_Network.svg_

 

Velkommen til vores side 🙂

Her på siden kan du blandt andet læse lidt om vores cykelture – herunder turen: Viborg-Gibraltar på 3.200 km, som vi cyklede i sommeren 2012. Vi håber, dette kan være en inspiration for andre.

Vi vil forsøge at holde siden opdateret med diverse cykelplaner/-projekter og -drømme 🙂

Aktuelt er vi i gang med at bygge nye cykler, som kan komme med os på de fremtidige cykeleventyr. På siden “Cykler og udstyr” vil du også kunne se alle de dele og det udstyr, som cyklerne er bygget op af og med.

På siden “byLeneV” kan du se og købe malerier, unika børnetøj og lign.

Dette indlæg blev udgivet i Cykling og udstyr. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *