Bali, Lombok og Gili Island 2013/14

Læs hele turen på forsiden 🙂

Etape 9 (Sanur -Sanur – Distance: 62 km)

I dag sov vi lidt længe (som vi jo gør lidt i på den her tour). Klokken var faktisk 7.30, inden vi fik trukket os ud af lagnerne, fik tøj på og traskede ned på stranden for at få vores morgenmad. Men da vi jo har besluttet at blive her en ekstra dag, gjorde det ikke så meget. Efter en dejlig morgenmad med mørkt brød (ja, det var der, hvor ejeren er dansk) gik vi op til en lille massage biks, hvor Uffe fik en times traditionel balinesisk massage (hvor hun gik oppe på ryggen af ham…..det ville Lene møj gerne have haft et billed af). Men hun var selv ved at få en times aloe vera massage. Skøn måde at starte dagen på 🙂

Efter den start hoppede vi i cykeltøjet og trillede mod Nusa Dua, som er området, hvor de rigtig rige holder ferie. Turen gik som en leg, vejen var god og vi havde bare gode ben, så gennemsnitsfarten var nok på de 20 km i omegnen af 25 km i timen. Tjuhej som det gik. Og det er dejligt at mærke erfaringen fra sidste tour, så selvom trafikken var vild, var det nemt nok for os at køre i uden at stresse. I Nusa Dua trillede vi lidt rundt og ville have været ude ved vandet. Men der var sgu lukket for stranden. Det var kun via de store hoteller/ressorts, at man kunne få adgang. Så vi kørte da bare igen.

Da vi kørte fra byen, tog vi en anden vej end derned, så vi fik lidt km i benene og også lidt højdemeter. Og hvis vi syntes, det gik strygende på ved nedad, så var vi flyvende på vej hjemad 🙂 . I og med trafikken, kom vi hurtigere frem end en del af bilerne – vi kunne jo smutte ud og ind imellem dem, mens de holdt i kø. Og vi kunne næsten følge med scooterne, for vi kørte mellem 30-40 km i timen på en lang strækning…..og så går det altså godt. Og det var SÅ fedt 🙂

Tilbage i Sanur smuttede vi lige ind på Smoothie baren og fik en power smoothie, som var intet mindre end fantastisk. Og så blev vi godt nok lige enige om at gå op og få en gang massage mere 🙂 Til jeres orientering, koster en times massage 40,- kr inkl. En pæn portion drikkepenge, så det er ikke noget, man bliver ruineret af. Så var dagen ligesom også ved at være gået, så vi traskede ned på stranden og fik lidt aftensmad. I morgen pakker vi igen cyklerne og begynder at køre op langs Balis vestkyst, så må vi se, hvor langt vi når.

Etape 8 (Mataram – Sanur – Distance: 60,7 km)

Vi var oppe allerede kl. 5.45 i dag, for vi ville bare ud af det motelværelse så hurtigt som muligt. Vi hapsede lige to af vores mangoer og så ud af røret. Turen gik mod Singigi og havnen der. Vi vil tilbage til Bali – det er altså bare bedst der! Inden færgen/båden smuttede vi lige ind på en lille australsk ejet cafe, hvor vi fik noget morgenmad og tiltrængt KAFFE :). Vi snakkede med en canadisk fyr der, som var blevet stoppet at politiet et par gange og betalt en del for det. Han havde taget den almindelige færge til Lombok. Den skulle tage 4 timer men endte med at tage hele 8 timer. Vi snakkede også med et amerikansk ægtepar, der blev nysgerrig på vores cykeltur, efter at have hørt os snakke med canadieren.

Så var det ellers ned på “havnen” og få købt billetter – som var dyrere end på turen herover. Og så kunne vi bare vente på, at hurtigbåden skulle dukke op. Da den endelig var sejlet ind til stranden (nej, her gøres ikke meget i moler), begyndte personalet lige igen med at påstå, at vi skulle betale ekstra for at have cyklerne med. Men vi stod fast og sagde, at det kunne de sgu godt glemme. Vi havde betalt OGSÅ for cyklerne! Men det var selvfølgelig også bøvlet for dem at vade igennem vandet og løfte vores cykler op i strakt arm til manden på båden. Vi måtte også selv vade ud i vandet for at komme ombord via en vakkelvorn trætrappe, sm hele tiden skulle flyttes, for båden flyttede sig jo i takt med bølgerne.

Men vi kom på og denne gang blev vores cykler spændt rigtig fast og al bagage kom ned i passagerafdelingen. Vi måtte sidde udenfor på det første stræk til Gili Islands, hvorefter vi blev gennet ned i båden. Kaptajnen sagde, at det ville blive en hård overfart, så det var ikke sikkert at sidde på dækket. Vi må nu også sige bagefter, at det vist var godt nok for vores numser at sidde i et sæde i stedet for på det hårde dæk. For det var en heftig overfart.

Vi kom helskindet i land i land i Padang Bai og smuttede ind på den lokale kaffebar for at få en lille kop kaffe. Her er jo selvfølgelig mange gadesælgere,s om vi sælge at fra saronger til frugt til smykker osv. Da vi var landet over kaffen kom en kvindelig gadesælger forbi, som Lene havde købt en sarong af, da vi skulle med båden mod Lombok. Hun kunne kende os (måske pga cykeloutfittet) men da hun så lige fortalte, hvilken sarong det var, Lene havde købt, måtte vi alligevel imponeres 🙂 Men hun fik ikke lokket Lene til at købe mere (hun venter til Ubud).

Så var det på cyklerne igen og vi satte kurs mod Sanur, som er en rigtig badeby med alt hvad dertil hører. Og turen til Sanur gik som en leg. Vi fløj nærmest afsted og kan måske begynde at mærke, at vi alligevel får lidt kilometer i benene 🙂 I Sanur fandt vi et ganske fint hotel, for vi skulle altså lige have en ordentlig seng og et varmt bad 🙂 Aftensmaden indtog vi på en restaurant på stranden, som viste sig at være dansk ejet. Lene nåede at blive gode venner med den ene af de to hunde, som hørte til der……et stykke kylling gør jo meget 🙂

Her er ganske rart, så vi bliver nok hængende en dag ekstra her.

Etape 7 (Gili Island – Mataram.. – Distance: 54 km)

Som skrevet tidligere i dag, startede dagen med, at vi tog båden fra Gili Island tilbage til Lombok. Det var et værre cirkus at få cyklerne ombord i dag, for der var rigtig mange mennesker på båden, som ikke var særlig stor. Så cyklerne blev stillet ned mellem alle mennesker og så måtte vi presse vores str. medium numser ned mellem folk og i øvrigt holde fast i vores cykler under hele overfarten.

Lene kom til at sidde ved siden af to lidt suspekte typer (de lignede sådan nogen, som vil stjæle høns 😉 ) og de var meget optaget at hendes cykel. Den ene af dem havde vist også været lidt hård ved tjalden på Gili. Uffe kom til gengæld til at sidde ved siden af en cykelsmed – det er da sjovt. Og han havde aldrig set sådan en cykel før. Så Uffe gennemgik hele cyklen med ham, stump for stump og da han var færdig, kunne den lokale cykelsmed så fortælle, at han som det eneste, havde set SPD pedaler før. Han ville da lige fortælle, at han havde en ven, som har sådan nogle og fortælle, at man på den ene siden kunne klikke sine cykelsko i pedalerne. Det var jo rigtig sødt af ham at fortælle…..men Uffe vendte bare bunden i vejret på sine sandaler, så han kunne se, at det var sandaler til SPD pedaler 🙂 Men de havde det rigtig hyggeligt.

Vel ovre på den anden side var havne personalet ved at være lidt for hurtige til at trække afsted med vores cykler. Lene tonsede afsted efter dem, mens Uffe blev hustlet for alt for mange penge for overfarten. Pludselig skulle der betales mere end først aftalt. Det kan bare ikke altid svare sig at gå i for meget diskussion med folk her, så vi betalte og kom ud på landevejen. Det var nu ikke så langt, vi kørte, for pludselig overmandede sulten os og vi måtte ind på den første warung, vi kom forbi 🙂 De var rigtig søde derinde og vi fik en lang snak med dem. Lene blev optaget af en lille gekko, som satte sig klar til at blive fotograferet på den stol, som hun faktisk skulle sidde på. Så da billedet var i hus, byttede manden stolen ud med en anden, så den lille gekko ikke behøvede at flytte sig. Da maden kom på bordet, dukkede husets kat tilfældigvis op og fik tigget sig til lidt kylling fra Lene, som selvfølgelig ikke kunne stå for den. Og så var de bare veninder og katten var nærmest klistret til Lenes ben, da vi skulle til at køre. Kattene hernede snakker i øvrigt rigtig meget (altså nu er vi jo ikke katte-mennesker, så vi ved ikke! om katte normalt snakker SÅ meget….men hyggeligt er det).

På cyklerne igen, trillede vi mod den højeste bakke, vi kunne finde og cyklede op igennem Lomboks Monkey Forrest (abe skov). Der var nogle pænt heftige stigninger opad, men vi havde god energi i benene, så vi klarede det næsten uden at stå af 🙂 Der var ikke voldsomt mange aber, men vi gik nu heller ikke ind i selve skoven. Til gengæld kørte vi nedad bakken igen og det gik som sædvanligt rigtig stærkt. Og det er altså ret fedt at drøne ned af sådan en bakke, når vejen er god…..og man kommer hurtigt op på omkring 50 km i timen – selvom man bremser lidt undervejs.

Så skulle vi til at finde et sted at sove, hvilket viste sig at være lidt af et problem. For ingen, af dem vi spurgte, vidste noget om, hvor der var hoteller i området. Vi gik så ud fra, at hvis vi kørte ud til vandet, så måtte vi da komme til nogle hoteller. Nixen biksen vi måtte vende kajakken og køre ret langt tilbage. Til sidst kom vi til et lille motel, hvor vi fik et værelse uden vinduer og kun med koldt vand i hanerne, til 80,- kr. Bestyreren var dog så sød, at han rykkede nogle mangoer ned fra motellets mangotræ, så var der lidt til morgenmad.

Aftensmaden blev hentet i den nærmeste Indo-markt og bestod i al sin enkelhed af brød med indonesisk nutella. Det var det bedste, vi kunne finde, og det ægtepar, der havde butikken, var ved at omkomme af grin over vores cykeltøj 😉 Og da vi gik i seng, var vi da mætte og trætte 🙂

Juleferie på Gili Island – den 23.-26.12.2013

Så holder vi bare juleferie her på Øen, som i al sin beskedenhed kun er 6,9 km rundt og den rute er både cyklet og gået nogle gange her i juledagene. Vi har desværre haft decideret lortevejr indtil den 25.12. Det har regnet og regnet, og vejen har. Æret oversvømmet flere steder, så når man gik, var det i vand til anklerne. Nu ser det heldigvis ud til at blive bedre og morgenen i dag er smuk og solbeskinnet.

Det er så’n en lidt frisindet ø og faktisk blev vi tilbudt tjald fem minutter efter, vi landede på øen. Jo jo, vi skulle bare sige til….

Dyrelivet her på øen, består af 10.000 myg og sandfluer og vi har fået så mange bid og stik, at vi næsten er smurt ind i myggebalsam 🙁 Her er slet ingen hunde – men til gengæld en del katte, som er meget snakkende og opmærksomhedssøgende. De er også lidt nogle banditter, når der er mad i nærheden. Og her hvor, vi savner Minnie rigtig meget, er de blevet nusset og snakket rigtig meget med. Det har vist passet dem helt fint 🙂 Her er i øvrigt også masser af hestevogne, der bare høvler afsted med turister, der ikke kan holde til at gå. De har allesammen bjælder, så det har lydt lidt jule-kane-agtigt.

I går var det første juledag med dertilhørende julemiddag/-buffet alle steder på øen inkl hotellet. Det havde kattene jo selvfølgelig også fået opsnuset, så de forsøgte sig ved bordene og personalet jagede dem tålmodigt væk igen og igen. Men, som skrevet, er de også nogle banditter, så en af kattene hoppede op under vores bord, hvor den kunne sidde, og så gemte den sig der. Så kunne Lene fodre den, uden at nogen opdagede det……smart tænkt af katten. Det vil sige, det var altså bare indtil den blev lidt for utålmodig og stak hovedet ud under dugen, så måtte den forlade middagen.

Heldigvis har vi i dag gået øen rundt to gange lige efter hinanden, for der var godt nok meget mad…..kød og lækker fisk, som blev grillet. På kød/fiskesiden fik vi snapper, barracuda, blæksprutte, barramundi, kæmperejer på spyd og selvfølgelig kylling, oksekød og “special chicken”, som var kalkun 🙂 Og vi havde begge to ondt i maven, da vi trillede over til vores hytte.

Der kommer godt nok noget sand i maskineriet her på øen, som primært består af sand – men heldigvis har vi jo kilerem, så der er ikke en masse rengøring af kæder osv. Vi kan bare skylle cyklerne under rent vand, så er de klar igen. I og med, at her er rigtig mange cykler og cykeludlejere, har der været voldsomt meget fokus på vores cykler og de er blevet kommenteret og kigget laaaaaaangt efter efterhånden mange gange. Men det er nu også nogle fede cykler og udlejningscyklerne her er altså udlejningscykler…..på godt og nok mest ondt. Mange af dem, som lejer cykler her, er åbenbart ikke vant til at cykle og der er derfor mange, som ikke helt ved, at man kan justere sædehøjden, så langt de fleste, vi møder på cykler her, er ved at få knæene op i hagen, fordi saddelpinden er helt i bund. Godt det ikke er vores ben og knæ, siger vi bare 😉

Men nu er vi godt nok ved at trænge til at komme igang igen, så vi hopper på en færge i løbet af dagen og sejler tilbage til Lombok, hvor vi vil køre lidt rundt på den sydlige del af øen. Herefter har vi besluttet, at vi skal tilbage til Bali og være der den sidste af ferien. Det er nemmere at finde overnatningsmuligheder der, hvilket er lidt vigtigt i og med, at vores etaper ikke bliver så lange.

Slutmeldingen om Gili Islands er, at her også er rigtig smukt og fredeligt, men det er simpelthen for småt….og vi er ved at få ø-kuller.

Etape 6 (Sengigi – Gili Islands – Distance: 21 km)

Igen i dag var vi en smule langsomme i optrækket. Men det var ikke kun vores skyld, vil vi lige sige til vores eget forsvar 😉 På hotellet, som vi har overnattet på, kunne man først få morgenmad fra kl. 7.30. Ja, det er jo nærmest brunch, hvis nogen spørger os. Til gengæld var det en fantastisk “brunch”, som vi kom til at hænge lidt længe over. Det er jo også altid skønt at sidde og tage folk af 🙂

Da vi kom på cyklerne gik det faktisk ret godt. Det regnede en smule, men det gjorde morgentemperatuen fin. Derfor gav vi den gas, kom hurtigt ud af byen og blev enige om, at livet var skønt. Så var det lige, at vi bankede ind i et par stykker af de der bakker på 12-15 % stigning. Herefter gik al energi til bare at trampe i pedalerne og forsøge at trække vejret. Men som vi heldigvis tidligere har erfaret, så går det ligeså meget nedad som opad 🙂

Men så skiftede vejret lige fra lidt regn til et af de helt store skyl. Det betød kaffe (ja, altså Bali kopi) og en lille pause til, det klarede op.

Vi har besluttet at tage over på den største af de tre øer Gili Islands, der ligger ud for Lombok. Og efter endnu en regn-/kaffepause nåede vi til en strand, hvor vi kunne sejle fra. Vi hyrede en båd, cyklerne blev båret ombord og så var det bare derudaf. Og hold nu op, hvor det gyngede! Men de to balinesere var fuldstændig rolige, selvom båden krængede VOLDSOMT.

Da vi endelig havde fået fast grund under fødderne igen (vi er jo et par landkrabber), kom vi ind på den her bette ø, hvor der hverken er biler eller scootere. Til gengæld er her sindssygt mange cykler og rigtig hyggeligt. Vi trillede henad hovedgaden med kurs mod hotellet. Efter ca. 100 meter, var de et par drenge, som råbte Buddha efter Uffe……om det er det manglende hår eller hans figur, er. I i tvivl om 😉

Her er rigtig hyggeligt og meget stille og roligt i forhold til støjniveau. Men her er selvfølgelig vildt mange mennesker, hvilket vi jo godt kan forstå. Vejret er desværre ikke lige med os. Det er begyndt at regne temmelig meget – men så kan vi jo bare trøste is ved, at vi ikke behøver cykle i timevis i det. Så nu holder vi lidt juleferie de næste par dage 🙂

Vi tumler lidt med at få fotos lagt op på siden, men de skal nok komme hen ad vejen 🙂

Etape 5 (Candidasa – Sengigi – Distance: 19,7 km)

Vi vågnede med lidt stive stænger her til morgen. Bakkerne var lidt hårde ved os i går. Så vi var ikke så voldsomt hurtige til at komme afsted i dag. Det gjorde nu heller ikke så meget, for vi vidste, at dagens etape ville blive en af de helt korte.

Vi kom endelig afsted efter at have fået lidt morgenmad og Bali kopi (det er traditionel balinesisk kaffe og det er sgu noget, man skal vænne sig til). Og efter at have slæbt vores cykler igennem hele receptionen igen. Planen var så at køre til Padang Bai, hvor vi kunne komme med en hurtigfærge til Lombok. Som den skarpe læser måske har tænkt, så ja, vi har droppet Java……vi er simpelthen blevet for gamle til steder, der ikke er sikre.

Nede på havnen, (som vi faktisk også cyklede ud til sidst, vi var her), måtte vi bare ind og have et par kopper cappuccino, så’n for at komme helt i gang. Ikke at vi skulle i gang med noget, for vi hoppede jo bare på hurtigfærgen sammen med en voldsom masse andre mennesker og deres bagage. Og selvfølgelig også vores cykler, som færgepersonalet var meget optaget af. De fik som det sidste heflet cyklerne ombord og da vi efterfølgende hoppede om bord (vist nok også som de sidste – men vi ville dælme være sikre på, at cyklerne fulgte med og blev behandlet ordentligt), var der kun plads oppe på dækket, hvor vi lige kunne sidde med benene udover rælingen. Og så fik båden ellers fuld gas. Det var en rigtig dejlig tur…..og vi så faktisk både flyvefisk og delfiner på turen. Så det var helt perfekt, at vi sad udenfor.

Da vi ankom til Lombok, sejlede båden bare ind på stranden og smækkede en lille trappe ned til sandstranden, og så var det bare at kravle af der. Tilsvarende skulle cyklerne jo også den vej. Desværre nåede vi ikke tage nogen billeder af det, men det så temmelig vildt ud, da de blev løftet ned på stranden. De vejer jo alligevel omkring 25 kg med oppakning.

Og lige efter stranden stod der sørme lige nogle mænd og solgte friske kokosnødder. Så vi måtte lige have en gang kokosvand med dertilhørende frisk kokos til (det skraber man ud efter at have drukket vandet) og det smager ganske enkelt fantastisk 🙂

Vi trillede herefter hen til det hotel, som vi allerede havde booket i går, og vi bliver vist nødt til at lave et særkapitel til vores rejsedagbog, som kun skal handle om fantastiske badeværelser. Klimaet er jo til udendørs badeværelser, og det gør de en del i her. Se billederne nederst i det her kapitel……for lækkert siger vi bare. Det kunne være skønt at kunne gøre det samme i Danmark 🙂

Vejret har været lidt træls i dag med regnvejr og en af de heftige byger. Og ja, regnvejr og byger er faktisk to forskellige ting. Vi valgte at tage en taxa ned til byen til aften og blev kørt hen til en lille indonesisk restaurant, hvor tjeneren havde et fantastisk sprogøre. Han kunne en del dansk, som han underholdt os med og han fik så lige udvidet sit danske ordforråd med adskillige nye ord – herunder kylling, stegt og grillet og fiskefrikadeller. Han fangede de fleste i første forsøg.

Vi er, som tidligere skrevet, på en del af bananpandekageruten. De serveres hele dagen, startende til morgenmaden og fortsætter til dessert efter middagen. Og vi må sige, at de smager helt fantastiske. Faktisk begriber vi ikke, at de ikke er slået igennem hjemme i Danmark, når man tænker på, hvor mange der har rejst her omkring og i Thailand.

Lene sneg sig efter middagen ind i en lille lokal butik for at kigge efter Buddha figurer (hun skal jo helst have en med hjem fra alle steder…..ja, ligesom et Starbuck krus 😉 ) og i dag lykkedes det hende at finde en Buddha med præcis det håndtegn/mudra, som hun lige gik og ønskede sig. Den er nu en del af samlingen og Uffe siger, at hun må sgu selv slæbe den resten af vejen.

Vi kommer til at lave lidt ø-hop i de her dage. Som sagt er vi kommet til Lombok og i morgen regner vi med at hoppe videre til Gili Islands, hvor vi vil tage et par fridage og holde en form for jul. Det bliver ikke så meget cykling som håbet og forventet, men som sagt er terrænet barskere end forventet. Mens vi tager de kommende fridage, vil vi så forsøge at lægge en form for en slagplan for de sidste uger, så vi får cyklet mest muligt.

Etape 4 (Tulamben – Candidasa – Distance: 65,3 km) I dag var en af de gode dage i forhold til at komme ud af røret, så klokken var kun 7.45, da vi forlod hotellet. Og på det tidspunkt havde vi jo også nået at spise morgenmad og få pakket cyklerne 🙂

Det har regnet noget i dag – men vi må desværre sige, at det er fint nok, for vi blev godt nok noget forbrændte i går. Dagens etape har i dag budt på de vildeste udfordringer. Bakke OP og OP og OP og så NED og NED og NED. Man ved det jo godt, altså at når man kører udenfor hovedvejene, så er det bakket af h…. til. Men det er jo også bare der, det er sjovt/spændende og interessant at køre og at opleve. Vejene er jo heller ikke ligefrem i LMK niveau (det var en til dig Britt 😉 ). De værste knolde er så’n lige hakket af og så er der klappet lidt asfalt ovenpå.

Nogle steder er vejene dog bedre og på nogle af nedkørslerne i dag, var de rigtig fine. Det betød, at vi nåede en max hastighed var 60 km i timen. Og så går det dælenfløjtemig hurtigt – og med tungen meget lige i munden. Men der var nogle rigtig gode veje og tilsvarende bakker at suse nedad. Og mor det var kun Uffe, der kørte SÅ HURTIGT, Lene nåede KUN op på 56,1 km i timen 😉

Så må vi lige have et par ord med om udstyret….det går vi jo ikke ned på. Men vi må godt nok imponeres over cyklerne i det her terræn. Vi var jo rigtig glade for at køre på vores Storck cykler sidste sommer og vi udviklede jo nærmest et symbiotisk forhold til dem. Men sorry Storck, vores nye cykler er bare bedre! Det er selvfølgelig også mere en mountainbike end den gamle, som mere er en trekking cykel. Men de kommer virkelig til deres ret her og er langt mere stabile i høj fart. Vi må jo også igen lige takke Anders B for, at han introducerede os til “Cane creek” saddelpinden. Uden dem var vores rumper allerede på nuværende tidspunkt fuldstændig mørbankede.

Vi har i dag kørt igennem nogle rigtig fattige områder. Det er ikke ligefrem “Turistruten” eller “Bananpandekageruten”, som det hedder her, vi har valgt. Her minder faktisk meget om Indien. Folk her har absolut ingenting – de bor i skure og har bare en enkelt ko eller to, måske lidt hængebugsvin og altid høns, som man også ser overalt – og altid med en flok kyllinger i rumpen. Og når vi nu snakker om virkelig fattige mennesker her, så skal man altså lige være opmærksom på, at Bali hører til det absolut rigeste land i Indonesien! Det sætter altså ligesom hele fattigdomsbegrebet eller den nye danske fattigdomsgrænse noget i relief. Her er det ikke afgørende, om du får den nyeste iPad eller iPhone i julegave…..eller måske må nøjes med den gamle model. Her bliver man himmelhenrykt, hvis man får en sodavand til 2,- kr.

Men selvom de er så fattige, så smiler, hilser og råber efter os. Når de får øje på os, går de i gang – og det er sjældent, at vi kan nå at hilse eller smile først. Det er sgu da fantastisk og livsbekræftende 🙂

Vi har da heller ikke fået skrevet noget om alle de hunde, som vi møder. De fleste er gadehunde og de er sgu sølle at se på (det er lidt svært at holde ud til at se på). Dem, der hører til et sted, har en snor om halsen. Og vi er desværre ved at skræmme livet af dem, når vi kommer cyklende. De ligger tit midt ude på vejen og er vant til at blive dyttet af – de kender lyden af biler og scootere. Men de hører jo ikke os, så de bliver bare så forskrækkede, og det er bare rigtig synd for dem, men vi kan bare ikke larme mere, end vi gør. Ind imellem går de sgu også lidt efter fødderne og dækkene, hvilket er mindre sjovt. Så bliver der altså trampet lidt ekstra i pedalerne.

Og så tilbage til hængebugsvinene, som vi skrev om lidt tidligere. Det er jo de helt farlige dyr her, som man skal holde sig på afstand af, for de kan være bærere af japansk hjernehindebetændelse, så vi holder afstand……indtil om aftenen, når de er helstegte (Babi Guling).

Det er altså også så’n ret surrealistisk at komme fra de helt fattige områder og så checke ind på et resort næsten lige ved siden af. Det er bare to forskellige verdener. I den ene kan to personer spise (og det er altså god mad) og drikke for det, der svarer til 12,- kroner og på den anden side af hegnet koster en halv liter vand 12,- kroner. Det er sgu da interessant…..altså på den påfaldende måde.

Men sove skal vi jo, og der er noget fyldt på hotellerne i området. Det er jo næsten jul og absolut højsæson her. Der er rigtig mange australiere og asiater, som åbenbart skal holde jul her. Der bliver også vældig pyntet op til jul. Det er så her, hvor det bliver ganske tydeligt, at balinesere jo ikke er kristne (de er primært hinduer og muslimer + nogle buddhister). Men de kan ligesom ikke rigtig få hold i det igen, når de pynter op, så alt blinker, lyser og skinner og der er kunstige juletræer med seriøst MEGET pynt på overalt.

Vi har indtil nu været heldige med at kunne tage vores cykler med helt hen til vores hotelværelse (alt er jo ved jorden her) selvom receptionisten her til aften var noget presset over os. Og i dag tog vi da ikke engang vores cykler med ind på værelset, som vi ellers har sneget os til et par steder 😉

Lad os lige slutte med dagens antal højdemeter: 1.022.

Etape 3 (Tejakula – Tulamben – Distance: 38 km) Nå, men så havde de jo lige fortalt, at det var så sikkert på hotellet, at man sagtens kunne sove med vinduerne åbne. Den sprang vi selvfølgelig på, for det var lige ud til stranden og dermed vandet, så vi kunne høre bølgerne. Men her til morgen (hvor vi sov til kl. 7.30….ja, det er den rene ferie for os), måtte både hr og fru Væsel erkende, at det bare havde været en decideret lortenat. Fordi vinduerne stod på vid gab, var der bare så mange lyde, bl.a. af frugt som faldt ned lige udenfor værelset, at vi var blevet vækket igen og igen og havde lyttelapperne helt ude for tænk, hvis der kom nogen og tog os.

Vi var også lidt langsomme til at komme i gang her til morgen. Både fordi vi kom sent op men også fordi det var hyggeligt ved morgenbordet, hvor alle var samlet igen. Den tyske mand kom på et tidspunkt helt hen til os og spurgte Lene, om han måtte stille et lidt usædvanlige spørgsmål. Det måtte han selvfølgelig, svarede Lene og håbede på, at det ikke var for syret et spørgsmål. Men han sagde, at han havde gjort sig den betragtning (fordi han havde arbejdet på en radio), at Lenes stemme var meget tydelig, rolig og tillidsvækkende …. så han ville bare spørge, om Lene mon havde et arbejde, hvor hun skulle bruge sin stemme. Og jeps, det må man jo nok sige…..som psykolog er det jo både ører og stemme, der bliver brugt. Men det var bestemt en usædvanlig og interessant betragtning (så det er ikke helt skærebrænder stemme, hun har, selvom Uffe nogle gange synes det). Uffe blev selvfølgelig også nysgerrig efter at høre, hvad han så tænkte om hans stemme, hvad kunne den mon bruges til. Joeeeeeee sagde den tyske mand, den ville vist bare være bedst til (ligesom hans egen) at bruges på en tur på værtshus, hvor der skulle råbes mere 😉

Nå men vi må hellere tilbage til turen. Og Ja ja, vi kan godt se, at det er nogle korte etaper, vi holder os og at det nærmest ligner en badeferie. Men da vi først kom på cyklerne i dag, gik det bare derudaf for fulde gardiner. Vi kører ude ved kysten nu og det gør jo terrænet mere jævnt. Det gør så også lige noget ved temperaturen og disen. Omkring middag lå temperaturen på omkring 41,5 grader og næsten ingen skyer. Det var godt nok lidt varmt at køre i og vi måtte jævnligt holde nogle vand- og skyggepauser.

På et tidspunkt over middag blev vi enige om at snuppe lidt frokost i en lillebitte warung, som tydeligvis mest var til de lokale. Det var vi nu afslappede overfor, for de laver virkelig god mad de steder, selvom man ikke nødvendigvis kan definere, hvad det består af. Mens vi spiste, kom fem børn til i alderen seks til elleve år og ville bare så gerne snakke med os. Så vi snakkede med dem og blev enige om at give dem hver en sodavand (de kostede i danske penge 2,- kr stykket). Først blev de helt fjollede og ville slet ikke tage imod dem, men efter lidt tid tog de fnisende imod sodavandene og var nærmest ved at takke over for dem. Det var tydeligvis ikke hver dag, de fik en sodavand, så det var bare skønt at se dem blive så glade for så lidt!

Nu også berigede af den oplevelse trillede vi videre i heden og med tiltagende røde “roe-hakker arme” og røde skuldre. Vi fik nemlig i morges overbevist hinanden om, at det var helt fint at køre i ærmeløse trøjer i dag. Og vi bruger altså solcreme (faktor 50) men ikke desto mindre, så svitsede middagssolen godt nok noget på vores vinterblege hud. Nogen kan måske huske billedet af Lenes ryg fra sidste sommer (med de onde “øjne”). Den er der allerede ved at blive lagt an til igen 😉

Vi kom også forbi endnu en ceremoni og der er bare farver og lyd på, når det først går i gang. Det er ret spændende at betragte som vesterlændinge.

Vi må jo altså også fortælle lidt om dyrelivet hernede. Først og fremmest er der jo gekkoerne, som findes i forskellige udgaver…..tror vi ihvertfald…..de siger ihvertfald noget forskelligt. De mindste klikker og de større siger faktisk ge-ko ge-ko (deraf navnet). De er overalt ude såvel som inde. De er ganske hyggelige at have kravlede rundt på væggene, uanset hvor man overnatter og kommer hen. Og de er fuldstændig harmløse! Dem kommer vi til at savne lydene af. På den lidt mere ækle side af dyrelivet, er der edderkopperne. Vi havde lykkeligt glemt ALT om dem, indtil vi cyklede forbi et monsterstort spindelvæv med dertil hørende edderkop. Som man måske kan se på billedet, er det nogle store sataner, som kan give lidt ondt i maven bare at se fotos af. Dem er der nogle steder rigtig mange af, hvor de er samlet imellem træerne. Bvadr……siger vi her. Dem kommer vi nok ikke lige til at savne, selvom de nok ville kunne nappe en hel sommers produktion af fluer i et spindelvæv. Vi har ikke set nogle aber endnu, som der ellers er mange af i visse områder. Men når vi kommer tilbage til Ubud, skal vi nok et smut ned forbi “Monkey forrest” og se til alle de aber, der bor der……og er nogle værre banditter 🙂

Tilbage til cyklerne og dagens etape. Vi havde sat et mål lidt længere væk end de 38 km. Men i og med, at solen var så skarp, måtte vi søge skygge før tid. Og der er en seriøs risiko for, at vi er røde på armene og ikke mindst skuldrene i morgen. Vi dumpede derfor ind på det første og bedste hotel, vi kom til. Det er et lille dykker/snorkling sted, som derfor selvfølgelig ligger lige ned til havet. Der er jo noget forskel på de steder, vi overnatter. Her i dag kostede værelset inkl. morgenmad 185,- kr. for to altså. Det er selvfølgelig ikke et resort til den pris – men det var fint nok til pengene, og det viser, at det ikke behøver være dyrt at rejse på Bali.

Og selvom dagens etape ikke var en af de lange, var vi alligevel noget trætte i skroget, så det var godt at få en seng og lidt aircondition 🙂

Etape 2 (Payangan – Tejakula – Distance: 57,1 km) I dag kom vi op med rumpen fra morgenstunden af – faktisk allerede kl. 6.10, vi fik pakket og var klar til morgenmad, da restauranten åbnede kl. 7.00. Og de kan altså noget med dejlig morgenmad her…..og den friske frugt og juice er bare rigtig friskplukket og -presset. Og med en udsigt udover regnskoven med dertil hørende lyde til, så går det hele bare op i en højere enhed.

Receptionisten Iwan fra hotellet, va meget optaget af vores cykler og fortalte, at han selv havde cyklet noget. Han insisterede også på, at vi fik taget et fælles foto. Så nu er vi måske med i hans historier om spændende gæster til de nye gæster – på linje med Miss World fra Holland og Helen Mirren, som har været gæster på hotellet 😉

Nå, men i går kørte vi jo først opad for derefter at køre nedad. Og morgenen i dag blev så lige brugt til at køre opad nok en gang. Vi besluttede alligevel at vende tilbage til den rute, vi startede på i går. Det betød, at Vi kørte op ad vulkanen “Mount Batu”. Det var rent faktisk noget, der minder om et seriøst helvede! Og AV AV AV vores lår og lægmuskler siger vi bare. Vi mindes igen en, der har sagt noget med “smerten er din ven”…….. Og hvem pokker har så brug for fjender, når man har sådan en ven????

Hvis vi skal gøre det mere tydeligt for jer, så målte vi faktisk stigninger eller nedkørsler på op til 25 %. For dem, der har brug for mere forklaring om dette, betyder det, at for hver 10 meter du bevæger dig fremad, kommer du 2,5 meter op i luften. Det giver lidt et billede af det og ja, vi var af cyklerne og trak opad de bakker.

Måske skulle Uffe have brugt mere tid på træning end på at lodde dimser sammen. For hvad er al udstyret værd, hvis man kun kører på en cylinder …. Og Uffe peb godt nok meget i løbet af dagen.

Vi startede godt nok bare med en svag stigning som bare tog til hele tiden. Når man tager det faktum i kombination med, at batterierne blev drænet, så ender man med to trætte cyklister, der ikke snakkede ret meget – udover at siger: “Hold nu maule, hvor er det hårdt” til hinanden.

Vi kom alligevel til toppen, hvor der var gang i en ceremoni – det er der altid et eller andet sted og vi fik fundet et lille sted at spise, hvor gammelmor holdt meget øje med, om vi kunne lide maden. Og da vi gav maden tommelfingeren op, flækkede hun i et fantastisk tandløst smil. Det er hende på billedet. Er hun ikke bare skøn 🙂 Lene sneg sig også til at give en af gadehundene en stump fisk, som den taknemmeligt hapsede og blev hængende for at se, om der mon faldt mere af.

image .image

Vel fodret af, for maden var både stærk og god, trillede vi videre og forventede, at det skulle til at gå ned af. Men nej, snydt igen, siger vi bare!!! Det fortsatte sgu bare med at gå opad i det, der virkede som en evighed. På det tidspunkt havde vi taget 1.100 højdemeter. Men da vi så kom til den rigtige bjergtop, var vi altså på 1.407 højdemeter. Højden var samlet: 1.877 meter.

Hernede er det faktisk også sådan, at man skal være lidt skarp i forhold til at vælge den rigtige vej. Hvis man smutter forkert op eller ned af en vej, koster det, for med de dybe kløfter, der er på øen (fra vulkanerne), er der ikke nogen tværgående stikveje…..så er det bare at vende om og køre tilbage. Ja, det har vi allerede prøvet flere gange nu, hvis nogen skulle være interesseret i den information.

Men da det så endelig begyndte at gå nedad, så gik det dælme også nedad. Hvor det var hårdt for benene opad, var det så sindssygt hårdt for hænderne at køre nedad. Der skulle bremses hele tiden. På et tidspunkt var vi nødt til at justere bremserne, for det slider jo pænt meget på bremseklodserne, når de bare bliver holdt i bund over adskillige km. Men det var ikke muligt at gøre på bagbremsen, for bremseskiverne var så varme, at vi ikke kunne røre ved dem. Havde vi smidt vand på dem, havde det sydet og Lene nåede da også lige at få en brændvabel på fingeren.

Vi blev også stoppet af nogle lokale kvinder et sted, hvor gps’en sagde, at vi skulle køre ligeud og ned af den ondeste og stejleste bakke. De sagde en hel masse på balinesisk og fik sendt os en anden vej. Og den var slem i sig selv, så vi siger tak.

Nedkørslen var på omkring 13 km, så kan man måske forestille sig, hvor stejlt det var. Vi gentager lige her, at vi var oppe i 1.877 meter.

Endelig nede igen begyndte vi at kigge efter et sted at overnatte og fandt frem til et lille resort, som vi nu godt nok skulle lede noget efter. Men vi fik et værelse, fik en tiltrængt kop kaffe og fik hotellet overtalt til at åbne deres spa, så vi kunne få en gang massage. Den her massage var en traditionel balinesisk massage – men hold nu op, hvor de tog ved. Det gjorde mere ondt end den “deep tissue”, vi fik den anden dag. AV, siger vi bare……Lene fik blå mærker af det….men tak, siger vi nu alligevel også, for musklerne trængte til det 🙂

Bagefter fik vi at vide, at middagen var serveret, så vi måtte faktisk godt indfinde os i den udendørs restaurant. Vi troppede op og satte os for den ene ende af langbordet. Umiddelbart efter (de ventede åbenbart bare på os) kom en kvinde, et ægtepar og deres tre børn også op og satte sig ved bordet. Så var der ellers dømt fællesspisning og fælles menu (forberedt i en cooking class/kokke skole på hotellet tidligere på dagen) Og det var bare helt vildt hyggeligt. Kvinden var fra Belgien og ægteparret med børnene var fra Tyskland. Dem fik vi snakket rigtig meget med og de var både rigtig søde og interessante at snakke med. Vi nåede vidt omkring i emnerne og synes faktisk, at vi var berigede, da vi gik i seng 🙂

DE NÆSTE ETAPER ER UNDER UDARBEJDELSE….DE KOMMER SNART, INKL. EN MASSE FANTASTISKE FOTOS 🙂

Etape 1 (Ubud – et stykke udenfor Ubud/Payangan – Distance: 28 km)Så gik der nok lige ferie i den. Vi vågnede kl. 07.45 og det er dælenfløjtemig sent for hr. & fru Væsel. Lidt forsovede kom vi da op til lidt morgenmad og ikke mindst til KAFFE. Og hvis vi skal underholde ud i det kulinariske balinesiske morgenbord, så stod den på friskpresset ananasjuice, bananpandekager, omelet med grøntsager og bacon og frisk frugt med yoghurt…..mums siger vi bare. Og hvis nogen skulle driste sig til at tænke, at de tykke danskere hellere skulle bevæge sig noget mere end bare ved at skovle ind, så er portionerne altså ikke så store på de her kanter (Uffe citat: men priserne er også små, så man kan da bare få flere portioner…..hvis man har behov for det 😉 )

Bagefter skulle Lenes cykel samles og det hele pakkes ned, så vi var rent faktisk først på cyklerne til middag. Vi skulle lige i gang, for trafikken var heftig, vejene smalle og som det “værste” vi skulle jo vænne os til at køre i venstre side af vejen. Sidstnævnte går der altså et par dage med at blive helt fortrolig med. Nå, men vi satte kurs efter et tempel nordpå og trampede frejdigt i pedalerne. De første 20 km gik det så bare opad og opad og opad, så vi skulle nok lige hilse og sige, at vi kom i gang på den hårde måde. Bakkerne hernede får jo Overlundbakken til at ligne et bump på vejen (no offence).

Vi har ikke rigtig noget kort at køre efter, for i vores gps findes Bali bare ikke (ja, vi takker nok lige Garmin for det….nogen vil måske huske fra sidste år, at vi ikke ligefrem blev slyngveninder med Garmin). Men opad det gik, og på et tidspunkt måtte vi lige forsøge at skabe os en form for et overblik over, hvor vi var i forhold til den planlagte etape på beskedne 40 km. Ja ja, det viste sig selvfølgelig (eller desværre), at vi var helt galt på den. Og de to floder, som vi skulle have krydset, havde vi nok lige misset.

ÆV siger vi bare og vi valgte så efter lidt overvejelse at backtracke et stykke ned af bakken. Vi har jo ikke noget, vi skal nå og ikke nogen plan, som kan gå i vasken, så vi ville hellere køre mod Ubud igen og så komme over de pokkers floder. Det gik dæleme hurtigt. Efter et stykke ned af Bakken, drejede vi fra mod et hotel, som vi har læst rigtig flotte anmeldelser om tidligere (Ubud Haning Gardens). Deres skiltning var dog noget mangelfuld, så det kunne vi ikke finde. Og for at gøre det fuldendt, begyndte det at regne (og det er ikke ligefrem små sommerbyger, de smækker ind fra højre her). Det er jo regntid her på nu ærende tidspunkt, så det var den helt store sluse, der blev åbnet for. Vores held var så, at der dukkede et andet hotel op.

Hotellet hedder Nandini Bali,Jungle ressort & spa. De havde selvfølgelig et helt specielt tilbud til os, som vi nappede med et smil. Vi ville have haft vores cykler med ned til vores hytte…..men personalet rystede meget bestemt på hovederne og sagde: “no no”. De lovede at passe på dem via vagtservice og videoovervågning og sendte os ned af de vildeste trapper (så nej, vi kunne på ingen måde have slæbt vores cykler med……for slet ikke at tale om at skulle slæbe dem med opad igen). Halvvejs nede at bjerget igen (sådan føltes det i hvert fald) åbenbarhed vores hytte sig så. Og den var, som billederne viser, hele turen værd. Her er bare så smukt og det er midt i junglen/regnskoven, vi bor. Lydene er fantastiske og udsigten skøn.

Nu vil den matematisk stærke læser måske begynde at tænke i en form for udregning af. Vores gennemsnitshastighed. Glem det, siger vi bare. Det kan godt være, at det ikke blev til mange km i dag, men på den korte strækning har vi faktisk besteget ikke mindre en 556 højdemeter. Nogle af stigningerne var altså også seriøst udenfor kategori. Vi måtte trække flere steder og kunne kun træde med forfoden. Det er altså stejlt så, nå!

Så har vi også været ude i nogle lidt seriøse overvejelser i dag – af de lidt trælse. Uffe snakkede med en balinesisk mand i aftes på en rygetur udenfor hotellet. De snakkede vores planlagte rute hen over øen og over på Java. Manden syntes bare ikke, at vi skulle tage til Java. Som han sagde, ” Her på Bali passer vi jo på vores turister. Det gør de åbenbart ikke på Java. Han sagde også, at vi på ingen måde skulle køre rundt med flere penge, end vi lige skulle bruge, for det var ikke sikkert. Og vejene op mod færgeoverfarten var frygtelig smalle og farlige. Hvor fedt er det lige at få at vide 🙁

I morges måtte vi jo også indrømme overfor hinanden, at vi begge to havde tænkt noget over det i nat og til morgen. Lige nu er vi ikke helt afklarede på, om vi “satser” og tager. Over til Java, eller om vi skal ændre turen og derved springe Java over. Vi vil ihvertfald fald ikke køre rundt og være bange eller risikere liv og lemmer. Så vigtigt er det heller ikke at se vulkanen Bromo og at udforske Java.

Men vi ved heller ikke, om noget af mandens bekymring, var en balinesisk overbeskyttelse af turister. De har jo, som bekendt, været ganske pressede efter bombeattentatet i 2002 Det første år efter bomben, var der overhovedet ingen turister på Bali og meget lukkede og de forretningsdrivende gik bankerot. De lever jo af turister på hele øen. Nu 11 år efter, er de oppe på ca. 60% af turistmængden igen.

LIGE FØR ETAPE ET 🙂

Endelig blev det søndag den 15.12., så vi kunne komme afsted. Cyklerne blev med noget bøvl pakket – Uffe havde for noget tid siden (og det kommer nok bag på mange) fundet nogle nye cykeltasker/-kasser til os, og vi havde ikke lige nået en prøvepakning…..så stresshormonerne nåede da nok lige at komme i overproduktion, da det viste sig, at cyklerne ikke bare lige kunne være deri. Uffes forklaring på det var, at han jo også lige på et tidspunkt havde fundet de her nye amerikanske styr (Salsa woodchipper). Nå, men i kom de, Allan fik hentet os og fragtet os til Billund.

I lufthavnen mødte vi så lige en lidelsesfælde (hvortil der dog lige skal tilføjes, at vi er de rene cykelnovicer) Marianne, som har cyklet nogle rigtig spændende steder i verden sammen med sin mand. Vi laver lige et link til nogle af deres videoer på youtube en af dagene 🙂

Og tjuhej som det så gik først mod Amsterdam, så Singapore og sidst med slutdestinationen Bali. Wayan hentede os i lufthavnen og med noget besvær fik han og Uffe bakset cykler og kuffert ind i bilen. Så var det afsted mod Ubud (som nogen ved) er en by, vi har besøgt før. Hotellet er rigtig fint og der er plads til at samle cykler på verandaen 🙂

image

I flyet var der ellers ved at udvikle sig et mindre drama på strækningen Amsterdam – Singapore. En ældre mand, som sad på rækken før os, blev pludselig dårlig og flypersonalet måtte spørge os passagerer til, om der var en læge om bord. Og det var der heldigvis…..en ung knøs (eller måske er vi bare ved at være gamle 😉 ) ilede til hjælp. Den dårlige mand blev så lige tjekket og rusket noget i, hvorefter de baksede ham ud i et mellemrum, hvor han kunne ligge på gulvet. Det hører selvfølgelig med til historien, at han blev helt frisk igen 🙂

En smule jetlag’ede stod vi op ved syvtiden i dag og ilede hen til hotellets restaurant efter KAFFE….vi havde lige glemt, at man ikke så’n lige får hjertebanken af almindelig kaffe her, så det tog lige et par kopper at få det værste spindelvæv væk. Så måtte Uffe i sving med cyklerne og den første blev samlet. Meeeeeen så syntes vi altså lige, at vi skulle en tur ned i byen for at se, om alt var, som det plejer 🙂 Vi må jo sige, at det at komme til Ubud, er lidt som at komme hjem. Der var faktisk et par butikker, som er lukket siden sidst.

image

Vi blev så enige om, at vi skulle have en gang massage for at få løsnet kroppen op efter den lange flyrejse. Vi fandt et lille sted, hvor de tilbød “deep tissue massage”……. Og vi skulle da nok lige hilse og sige, at det var en gang massage, der ville noget. De her små balinesiske kvinder kan dælme tage ved og hold nu op, hvor gjorde det ondt! Uffe formåede dog at falde i søvn under de 1 1/2 times massage….forstå det, hvem der kan. Og så til prisen — vi kom af med 120.000 rupies, hvilket i danske kr. er i runde tal 50,- kr. Men det var så også pr næse 😉 Bagefter fik vi en fodbehandling . Noget især Uffes fuser var umanerlig glade for. Samlet pris for os begge var den svimlende sum 140,- kr!

Resten af dagen har vi bare dasket rundt i byen, fået lidt kaffe her og der. Og sluttede af med aftensmad i en “warung” , hvilket i danske termer vel nærmest kan kaldes en lille, lokal restaurant med lokale specialiteter. Dem er der rigtig mange af med hver deres specialiteter. Vi fik her en fælles forret, en hovedret hver, en dessert hver og vand, samt cola. Og prisen var her samlet 152.000 rupies, som så er omkring 60,- kr. Er det billigt eller hva’ 🙂

image image

I morgen skal sidste cykel samles og vi skal have set, hvor meget (læs: lidt) bagage, vi egentlig kan have på cyklerne. Resten bliver her på hotellet, som vi vender tilbage til og tager sidste overnatning på, og vores cykeltasker og kuffert er så opmagasineret her indtil da. Og så triller vi ud på landevejene i morgen, hvor det rigtige eventyr først starter.

imageimageimageimage

DAGEN FØR DAGEN 🙂

Så er det endelig dagen før dagen og vi er SÅ klar til at komme afsted…..i hvert fald rent mentalt. Vi skal “bare lige” være færdige med arbejde og have pakket det hele i dag og håber på, at Lene ikke har fundet for meget frem 🙂 Men vældig klog af skade fra sidste år (hvor første læs jo blev sendt hjem, da vi kom til Tønder), har vi udviklet os meget indenfor begrebet “to travel light”.

De sidste uger har huset selvfølgelig været fyldt med diverse cykeldims. Uffe har som det seneste været i gang med selv at lave stik og ledninger til vores strømforsyning, så det er tilpasset vores cykler ned til mindste detalje. Så nu har vi også alt udstyr til at lodde osv. med 😉

IMG_0830IMG_0826 IMG_0829

FØR-FØRSTE ETAPE:

Vi flyver ud fra Billund med transit i Amsterdam, hvor de har den vildeste skanner i security. Den gennemlyser lige hele kroppen, når man står i den med spredte ben og armene strukket ud….en smule spacy 😉

Herefter kommer det lange stræk til Indonesien, Denpasar. Vi havde egentlig tænkt, at vi ville tage 1-2 dage i udkanten af Denpasar, så vi lige kan komme os over det værste jetlag og ikke mindst, så Uffe kan få samlet vores cykler. Men det er justeret til, at vi bliver afhentet i lufthavnen (hvis ellers hotellet vil melde tilbage på vores mail og reservation) og kører op til Ubud, hvor vi tager to overnatninger. Ubud er en rigtig skøn by, som vi har boet i de sidste to gange på Bali. Så vi kender byen og området…..det frigiver altså lige lidt mental energi, som vi nok får brug for de første dage. Med vores alder er det sgu hårdt at rejse et døgn!

Se dét er jo også noget, der passer Lene storartet, for i Ubud kan hun formentlig liiiiiige nå at købe alt det dims, krydderier, Buddha figurer osv., som hun bare SÅ gerne vil have med hjem. Så mens Uffe samler cykler, smutter Lene lige ned til byens marked, som vist nok er det største på Bali — og hvor de har alt hvad hjertet kan begære af ovenstående ønsker. På den måde bliver det nemmere for BÅDE Uffe OG Lene på den efterfølgende cykeltur, for alle tingene kan jo bare blive på hotellet, til vi kommer retur den sidste overnatning. De skal alligevel opbevare vores cykelkasser og kuffert.

Det gør det på den måde nemmere for Lene bare at kigge, når vi kommer forbi diverse markeder og gadesælgere. Og det er altså sådan på Bali, at “You touch it – you buy it!” (det var også lige en lille info. til dig Pernille M, så du ikke kommer hjem med det meste af Bali efter din tur 😉 ). Og Britt, i og med at vi tager omkring Ubud, kan du godt regne med, at jeg har vanille stænger med hjem 🙂

I Ubud er der også et utal af steder, hvor man kan få massage til næsten ingen penge. Så vi kan lige nå et par gange, så benene er løsnet lidt op efter den lange flyvetur. I får lige lidt stemningsbilleder fra Ubud og omegn fra sidste ture dertil:

OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Om ganske få uger er vi dem, der er fløjet — cyklerne er næsten klar (for Uffe har selvfølgelig liiiiige fundet på et par ting, som skal ændres på dem inden afrejse). Ja ja, sådan skal det jo være. Og det er sådan noget, Lene trygt overlader til ham og hun begynder til gengæld at overveje, hvor “light” vi kan “travel”, for det hele skal jo være på cyklerne……og på de nye cykler er der faktisk mindre plads til baggage, fordi det er mountainbikes.

1395192_339155952894583_2024171010_n

Se dette er jo et ganske stort (nærmest umenneskeligt) pres for Lene – især fordi, det er Bali, vi vender tilbage til. Og der vil hun altid gerne have rigtig mange og rigtig store ting med hjem fra ;). Men hun skal jo også selv slæbe tingene over diverse vulkanbjerge, så enten må hun sætte sin lid til pakkeposten eller begrænse sig (det bliver nok posten, der vinder).

Men der er bestemt begrænsning på, hvor meget vi skal have med fra DK. Og med sidste års tur i tankerne, mindes vi jo tydeligt, hvor lidt man faktisk kan klare sig med, når man selv skal slæbe 😉 Saddelfedt står ret højt på listen, skulle vi lige hilse at sige….

Vores ambition er at cykle Bali og Lombok rundt samt at tage en tur over på Java og se noget af den ø også. Vi vil ikke sætte km på men se, hvor langt vi når og vi håber på, at vi kommer til at se noget af det mere uberørte og traditionelle Indonesien. Java er jo ikke så turistpræget, så det bliver rigtig spændende at rejse der. Vi glæder os til at fortælle jer om det og vise jer billeder af alle de skønne steder, vi kommer forbi 🙂

bali-map-3 2000px-Java_Transportation_Network.svg_

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *